Gå til forsiden
MENU

1vs1: Nyt mindset skal styrke den danske offensiv og defensiv

Danske børne- og ungdomsspillere kan og skal blive endnu dygtigere til at få det optimale ud af 1vs1-situationerne, end tilfældet er i dag. DBU og DBU’s A+ gruppe er derfor nu klar med en konkret værktøjskasse til alle trænere og spillere – uanset køn og niveau.

Pione.jpg
AF: PIA SCHOU NIELSEN

Den offensive spiller skal blive bedre til at afdrible sin modspiller, og den defensive spiller skal blive bedre til at erobre/tackle.

Så kort kan det siges ifølge talentudviklingschef Flemming Berg.

Sammen med projektansvarlig Anders Madsen, har han stået for at samle op på det seneste års målrettede arbejde af DBU’s A+-trænergruppe, der i sæsonen 2016/2017 har arbejdet intensivt både teoretisk og praktisk med 1vs1-træning. Dermed er både DBU og A-licensklubberne afsender på projektet i en fælles intention om at løfte dansk fodbold i 1vs1.

”Intentionen er på længere sigt at udvikle tilstrækkelig aggressivitet defensivt samt mod og driblefærdigheder offensivt hos danske talenter på vej imod internationalt topniveau. Udviklingen i fodbold går stærkt. Spillet bliver hurtigere, og rummene bliver mindre, og derfor er individuelle kompetencer i 1vs1-situationer, både offensivt og defensivt, ofte kampafgørende. Og her kan og skal vi blive endnu dygtigere,” siger Flemming Berg, der har en klar opfordring til de danske trænere uanset niveau.

”1vs1 er et mindset, hvor vi skal give spillerne kompetencer, vilje, mulighed og mod til at opsøge 1vs1- situationer, både offensivt og defensivt. Trænerne skal sætte emnet på taktikbrættet og opfordre spillerne til at opsøge og håndtere den direkte konfrontation i kampene, uden nødvendigvis at have støtte- og sikringsspillere på plads,” slutter Flemming Berg, der gerne ser effekterne på træningsbanen allerede om kort tid.

Offensive og defensive værktøjer

Manden, der har skullet samle al materiale sammen og sikre en enkelt værktøjskasse til de danske trænere er tidligere A+-træner i både Horsens, FC Midtjylland og AGF Anders Madsen.

”Vi har forsøgt at samle så mange eksempler som muligt på et temasite og i et øvelseshæfte, som illustrerer 1vs1-situationerne – både i den offensive og defensive aktion. En succesfuld 1vs1-situation kan være kampafgørende, og derfor er det vigtigt, at vi får sat fokus på at få det ind som naturlig del af vores fodboldtræning – og samtidig gør det på en måde, som er enkelt og tilgængeligt for de danske trænere. Det synes jeg, vi er lykkedes godt med i det produkt, som netop er lanceret og gratis at benytte sig af!” siger Anders Madsen, der håber at alle trænere – uanset niveau og anset køn vil benytte sig af det gratis værktøj – og vil blive benyttet rigtig ofte!

Produktet er en digital værktøjskasse fyldt med konkrete øvelser med fokus på 1vs1 defensivt som offensivt, samt et øvelseshæfte

”Vi håber, at hæftet og øvelserne vil skabe et godt fundament for træningen ude i klubberne og at trænerne med få tilpasninger kan inkludere øvelserne i deres træningspas uanset række og niveau. Til glæde for alle trænere og dermed også den danske spiller- og talentudvikling,” siger Anders Madsen.

 

Træneren vil i hæftet, der er suppleret med masser af videoklip, få beskrivelser af situationer, samt eksempler på disse og afslutningsvis en aldersrelateret øvelsesguide til træning fra U6-U19 spillere.

Instruktioner og øvelsesvalg er udformet, så det laveste trin kan være med men med tydelig progression i følgende alderstrin. Det er vigtigt at understrege, at det offensive og defensive udgangspunkt har lige stor vægtning i projektet. Altså hver gang der trænes en offensiv tilgang, kan den defensive indgå på samme vilkår.

Anders Madsen vil også i foråret komme ud og introducere materialet og øvelserne til udvalgte arrangementer.

Se temasiden 1vs1 – offensivt og defensivt 
Få øvelseshæftet her

Seneste nyt fra "Fodboldspillet"