Gå til forsiden
MENU

Heidi Johansen første kvindelige træner på et professionelt herrehold

HB Køge har ansat Heidi Johansen som målmandstræner. Den tidligere landsholdskeeper bliver den første kvindelige målmandstræner i et professionelt herre setup.

HeidJohansenBillede.jpg
AF: Hjalte Christensen

Heidi Johansen har sagt ’ja’ til et job, der normalt ikke bliver varetaget af en kvinde. Hun er faktisk den første kvinde nogensinde i Danmark i det job. Hun skal nemlig være målmandstræner for HB Køges Nordic Bet Liga-mandskab og ansvarlig for hele HB Køges målmandstræning – altså også de andre hold i klubben. Det lyder måske ikke så vildt, at HB Køge får ny målmandstræner, men Heidi Johansen er i den grad en foregangskvinde, som kvinde i en herreverden.

”Jeg er glad, stolt og beæret. Det er en kæmpe mulighed, og jeg glæder mig til at være med til at udvikle talenter i klubben og skærpe målmændene på førsteholdene. Og så synes jeg, at det er enormt fedt, at HB Køge tør gå forrest og ansætte en kvinde. Det er jeg naturligvis virkelig glad for, at de har gjort” siger Heidi Johansen, der officielt starter i jobbet efter årsskiftet.

Kvinde i en mandeverden

Heidi Johansen har selv spillet hele 80 A-landskampe for Danmark, og er målmandstræner for Kvindelandsholdet - hvilket hun kommer til at fortsætte med at være - så det er ikke nyt for hende at træne keepere. Det er dog nyt for hende at træne mænd, men det er hun nu ikke så bekymret for.

”Det skal nok gå fint. Det eneste er måske lige, at jeg ikke kan gå lige så frit ind og ud af omklædningsrummet, men mon ikke, jeg klarer det. Der er jo trods alt mange mænd, der har trænet kvinder, som har måtte tage de samme hensyn,” lyder det fra den tidligere landsholdskeeper.

Cheftræner i HB Køge er Morten Karlsen, der tiltrådte på posten inden sæsonstarten i sommer. Han er sammen med resten af holdet gået på vinterferie med en placering på 7. pladsen i en meget tæt Nordic Bet Liga.  

”Jeg er ansat som målmandstræner, ikke som kvinde”

Med HB Køge-aftalen bliver Heidi Johansen altså den første kvindelige danske træner, der skal være en del af trænerteamet på et professionelt herrehold. Hun synes dog, at hendes sportslige faglighed er mere interessant at snakke om end hendes køn.

”Det er altid stort at være den første, og det er jeg jo glad for, men jeg er ansat som målmandstræner og ikke som kvinde. Når jeg starter i trænerteamet og i klubben, kommer jeg til at indgå som enhver anden målmandstræner – og sådan skal det være,” siger hun.

Hendes første opgave som målmandstræner bliver at gøre keeperne helt klart til forårspremieren den 3. marts mod FC Fredericia. Den kamp bliver også åbningskampen på det spritnye Køge Park.

Seneste nyt fra "Fodboldspillet"