Gå til forsiden
MENU

Nyt Talent-ID og scouting værtøj tilbydes alle danske klubber

Alle danske klubber tilbydes fra efteråret 2019 et nyt scouting værktøj, ’4Scout’ – en app, der som noget helt nyt kommer med allerede integreret data fra DBU. Det sker, efter at det danske firma eye4talent og DBU Elite har indgået et samarbejde.

Eye4talent Og Dbu Samarbejde 2
AF: Pia Schou Nielsen

DBU og eye4talent har indgået et samarbejde om scouting app’en ’4Scout’ – et samarbejde, der i helt korte træk går ud på, at app'en på forhånd har integreret DBU's data som; spillere, klubber, kampe, turneringer og holdkort mm. 

Det betyder, at administrationen for dig som træner i forbindelse med talentidentifikationsarbejdet lettes betragteligt for de danske klubber og landshold. Klubberne kan i højere grad være sikre på, at de lægger rapporten på den rigtige spiller, og skal ikke gætte sig frem, men blot skal koncentrere sig om at udføre vurderinger af spilleres fodboldmæssige kompetencer og potentialer i én platform.

4Scout-universet består af en web-adgang, hvori scouting-data kan administreres, registreres og vedligeholdes af den enkelte klub enten via web-adgangen eller den tilknyttede 4Scout App.

”Samarbejdet giver stor værdi for os, fordi vi ser os selv som en facilitator og medspiller i forhold til at styrke dansk talentudvikling generelt set. Et af kravene fra DBU har været, at vi skulle fastsætte prisen på produktet lavt, hvilket vi har accepteret. Vi vil gerne støtte op omkring økosystemet og samtidig vise, at det her produkt ikke kun er forbeholdt topklubberne i Danmark – men alle danske fodboldklubber, der ønsker at arbejde struktureret med talentudvikling,” lyder det fra Jesper Milton Thyme, der er direktør i eye4talent og en af stifterne bag eye4talent.

DBU har tidligere benyttet virksomheden – bandt andet under U21 EM i 2015 og i DBU’s Talent-ID-uddannelse. Derfor er DBU’s talentudviklingschef Flemming Berg tilfreds med, at man nu har fundet en løsning, der gør at produktet både kommer meget bredere ud og i en lettere tilgængelig udgave:

”Vi har lavet dette samarbejde til gavn for klubberne. Dette samarbejde er en del af den strategiske retning, der er sat for talentudviklingen, efter vi i 2017/18 fik lavet blandt andet Double Pass-rapporten. Vi ser frem til samarbejdet mellem os, klubberne og et dansk firma, der er førende  på know how inden for området,” siger Flemming Berg.

Prisen for 4Scout er fastsat til 7.500,- DKK, således at det bliver et univers, der er økonomisk overkommeligt for alle danske klubber. Samarbejdet løber i første omgang fra d. 1. april 2019 til den 31. marts 2022.

 

Seneste nyt fra "Fodboldspillet"