Gå til forsiden
MENU

U21-året der gik: EM-lærestreg og 3-4-3

U21-landstræner Niels Frederiksen ser tilbage på 2017, der bød på en lærerig EM-slutrunde og begyndelsen på et nyt U21-landshold blandt andet med implementeringen af et fremadrettet spillesystem og en god start på rejsen mod endnu et EM.

Niels_Frederiksen_TL.jpg
AF: ALEXANDER PAASKE. FOTO: TOMASZ RADZIK

“Vi halter stadig efter de allerbedste, men det er ikke så underligt. Det har vi altid gjort, og det gør vi, uanset hvilket landshold vi taler om.” Sådan lyder konklusionen fra U21-landstræner Niels Frederiksen efter et lærerigt år med mange mindeværdige øjeblikke for U21-landsholdet. 

Frederiksens vurdering refererer til årets absolutte højdepunkt, EM i Polen, hvor Danmark allerede i gruppespillet skulle bide skeer med to af Europas bedste mandskaber i Italien og Tyskland. Det endte med nederlag til begge stormagter og en værdifuld lærestreg om, at vores U21-landshold er på et højt niveau, men skal levere en noget nær perfekt præstation for at slå de bedste på dagen.

“Vi vil aldrig kunne komme til at måle os med England, Tyskland og Frankrig, men det betyder ikke, at vi ikke kan slå dem ved udvalgte lejligheder. Det, der er vigtigt for mig, er, at vi hele tiden prøver at komme så tæt på som muligt. Og at vi hele tiden skal forsøge at præstere bedre, end hvad vores lands størrelse, antal fodboldspillere og så videre, tilsiger,” siger Niels Frederiksen og tilføjer, at U21-landsholdet ser rigtigt godt ud, når modstanderne ikke er de fem til seks bedste i Europa. 

Godkendt start på kvalifikationen 
Niels Frederiksens tropper startede den nye kvalifikation frem mod EM i Italien og San Marino i 2019 flyvende med sprudlende offensiv fodbold og fire sejre i fire kampe samt en målscore på 19-2. Et 3-1-nederlag mod Polen i november har åbnet gruppen igen, men ændrer ikke meget på det samlede indtryk af efteråret.

“Jeg skrev ud til spillerne i min evaluering, at vi har leveret et rigtigt fint efterår. I de fire første kampe var vi meget suveræne, og på nogle punkter spillede vi også en fin kamp nede i Polen, men vi var ikke dygtige nok til at vinde den kamp,” siger U21-landstræneren og uddyber sine tanker om nederlaget.

“Vi mødte ikke et polsk hold, der var bedre end os. Det var de selvfølgelig på dagen, men på alle de objektive faktorer og statistik, man kan kigge på, var vi faktisk bedre end Polen. Derfor kan man godt tabe alligevel, og Polen var dygtige til at forsvare sig, og de var effektive.” 

3-4-3-system giver mere aggressiv og fremadrettet fodbold
Efter EM i Polen skete der en naturlig udskiftning på holdet, da spillere som Christian Nørgaard, Lucas Andersen og Andrew Hjulsager var blevet for gamle til at repræsentere de rød-hvide farver i U21-regi og måtte overlade taktstokken til Joachim Andersen, Mathias Jensen og Marcus Ingvartsen. 

Den nye start benyttede Frederiksen til at skifte til 3-4-3 formationen for at få så mange dygtige spillere på banen som muligt og kreere bedre muligheder for at sætte modstanderen under pres. 

“Jeg synes, det er et system, der giver os muligheder for at være meget aggressive specielt i vores pres, hvor spillerne kan løbe lige frem og op i pres frem for, at vi ligger og skubber i nogle kæder, sideforskyder og dækker kæder. Det gør os mere fremadrettet,” forklarer landstræneren. 

Frederiksen lægger især vægt på, at det nye spillesystem giver en god balance af spillere i mellemrummet og de to wingbacks, der skaber bredden. En kombination, der giver mange muligheder for at angribe modstanderne. 

Solid defensiv stadig et spørgsmål
Selvom landstræneren sætter et flueben ud for starten på kvalifikationen og implementeringen af 3-4-3-systemet, er der stadig plads til forbedring, og så er der stadig et ubesvaret spørgsmål i defensiven. 

“Vi spiller ofte mod hold, hvor vi har bolden meget. Vi skal kunne bryde hold ned og finde alternativer til at skabe chancer, når de står så lavt, som polen eksempelvis gjorde. Der skal vi enten spille endnu hurtigere med højere kvalitet og åbne dem på den måde, ellers skal vi have en plan B og måske gribe kampene lidt anderledes an,” siger Niels Frederiksen og skifter fokus til forsvaret, der stadig har sin første manddomsprøve til gode.

“Vi er ikke for alvor blevet testet defensivt i kampe, hvor modstanderen har bolden meget, og vi skal stå lavt. Vi vil jo gerne forsvare med tre i bagkæden og være høje i presset, men nogle gange kan man møde hold, hvor man bliver skubbet længere tilbage på banen, og det har vi ikke prøvet endnu. Det er også et spørgsmålstegn,” siger U21-landstræneren.  

Op til EM havde Danmark testkampe mod store nationer med et højt niveau på bolden for netop at teste den defensive organisation. 

“Ville ikke bytte med nogen af de andre hold” 
2017 har været begivenhedsrigt. Først med forberedelsen til EM-slutrunden og så indkørslen af en ny U21-årgang, og Niels Frederiksen ser et stort potentiale i hans mandskab, hvis kollektivet kommer til at fungere optimalt.

“Holdet har et fint potentiale med mange dygtige spillere med et højt topniveau. Jeg synes stadig, vi har lidt at gå på i forhold til at komme til at fungere som et rigtigt kollektiv. Det er ikke så meget de taktiske aftaler, men mere det, at vi får et fælles udtryk - også når tingene går os imod som nede i Polen. Men individuelt er der mange spændende spillere,” siger han. 

3-1-nederlaget i Polen farver billedet en smule sammenlignet med før kampen, hvor det lignede dansk autopilot mod Italien og San Marino i 2019. Niels Frederiksen er optimistisk og spår en tvekamp om den direkte plads til EM.

“Chancerne for at komme til EM er stadig gode. De er selvfølgelig ikke helt lige så gode, som hvis fået point i Polen, men jeg ville jo ikke bytte med nogle af de andre hold. Vi har et point flere end Polen og har dem på hjemmebane, hvilket er en fordel. Jeg er ikke i tvivl om, at det er os og Polen, der skal kæmpe om førstepladsen.”

Seneste nyt fra "Fodboldspillet"