Gå til forsiden
MENU

En stærk fodboldspiller er en hurtig fodboldspiller

Hvad betyder høj muskelstyrke for sprint- og hoppeegenskaber hos fodboldspillere? En undersøgelse af spillere fra Rosenborg i Norge giver svaret.

310114-fysisk.jpg
AF: JESPER LØVIND ANDERSEN

Foto: Fodboldbilleder.dk


En muskels evne til at fortage en hurtig sammentrækning er primært bestemt af musklens sammensætning af hurtige og langsomme muskelfibre, samt nervesystemets evne til at koordinere en kompleks gentaget sammentrækning af de enkelte grupper af fibre i den intakte muskel.

For at den endelige bevægelse bliver hurtig, er nervesystemets overordnede evne til at koordinere alle de muskler, der indgår i en kompleks bevægelse som for eksempel sprintløb ligeledes meget vigtig.

I sidste ende er det samlede resultat et udtryk for musklens evne til at producere power. Power er produktet af kraft x hastighed, hvilket groft sagt betyder, at en muskel bliver hurtigere, hvis dens evne til at udvikle kraft - eller dens evne til at trække sig sammen hurtigt - øges.

En lang række videnskabelige forsøg på både dyr og mennesker har da også vist, at der er en sammenhæng mellem den kraft en muskel kan udvikle og den samlede power, den kan præstere. Altså, en stærk muskel er en hurtig muskel. Det næste spørgsmål bliver så, hvordan dette resultat hænger sammen med den virkelige verden. Kan man for eksempel overføre ovenstående til en forventning om – ’at en stærk fodboldspiller er en hurtig fodboldspiller?’

Det spørgsmål har en gruppe forskere fra universitet i Trondheim i Norge set nærmere på.

Rosenborgs Tippeliga-spillere som forsøgspersoner

Forskergruppen havde adgang til at teste 17 spillere fra Rosenborgs spillertrup. Testene blev udført lige efter årtusindeskiftet - altså i en periode hvor Rosenborg var meget dominerende i skandinavisk fodbold. De testede spillere må altså siges at være fra den absolutte elite. Spillerne gennemførte på to testdage med tre dage imellem en lang række tests – blandt andet en serie af blodprøver samt en løbebåndstest for at bestemme spillernes VO2max (maksimal iltoptagelse), samt et antal relativt enkle tests, der havde til formål at bestemme muskelstyrke, løbehastighed og springstyrke.

Test af spillerenes muskelstyrke, løbehastighed og hoppehøjde

Som udtryk for spillernes muskelstyrke i benmuskulaturen valgte man at udføre en test af 1 RM i en standardiseret squat-bevægelse til 90 i knævinkel. Denne relativt enkle metode blev valgt, fordi den er mulig at gennemføre uden avanceret måleudstyr. Hoppehøjde blev målt på en kraftplatform, som er en avanceret udgave af de hoppemåtter, der sædvanligvis bruges til praktisk testning af hoppehøjde.

Denne type af målinger virker på den måde, at man omsætter svævetid til en hoppehøjde. Som mål for sprinthastighed udførte spillerne en 30 m sprint med stående start (30 cm før igangsætningsfotocellen) og målinger med fotoceller ved 10, 20 og 30 m. Til sidst udførte spillerne en shuttle-test (10 m sprint, vending omkring en kegle og 10 m sprint tilbage).

Manglende korrelation mellem styrke og udholdenhed

Spillerne havde en gennemsnitlig maksimal iltoptagelse på 65,7 ml O2/kg/min. (kondital). Det er et ganske højt tal, svarende til 1-2 enheder over, hvad man vil se hos en gennemsnitlig superligaspiller i dag. Dette indikerer, at spillerne havde en høj aerob kapacitet. Hvis man sammenholdt den maksimale iltoptagelse med spillernes muskelstyrke i squat-testen, fandt man ingen sammenhæng. Det vil sige, at spillernes muskelstyrke (stor eller lille) tilsyneladende hverken havde en positiv eller negativ indflydelse på deres maksimale iltoptagelse og dermed deres evne til at udføre aerobt arbejde.

Der var en nøje sammenhæng mellem spillernes styrke og deres sprinthastighed

På det tidspunkt testen blev gennemført, lavede Rosenborgspillerne ikke systematisk styrketræning. Det vil sige, at de lavede noget styrketræning, men træningen var ikke tilrettelagt eller overvåget af klubbens trænere. De fleste spillere trænede dog regelmæssig styrketræning for benene, herunder squat. Da spillerne havde forskellig erfaring med styrketræning og selvfølgelig også havde forskellig størrelse, kropsvægt mm., var der naturligvis en relativ stor forskel på deres styrke i squat-testen. Således kunne den svageste spiller kun løfte omkring 150 kg og den stærkeste omkring 210 kg. Gennemsnittet lå på 172 kg. Hvad der var langt mere interessant var, at der var en klar sammenhæng mellem spillernes 1 RM i squat-testen og deres præstation i sprint- og hoppetesten.

Den højeste korrelation fandt man mellem spillernes 1 RM i squat-testen og deres 10 m tid i sprint-testen (se figur). Samtidig var der dog også en klar korrelation mellem squat-testen og spillernes 30 m tid, tiden i fasen mellem 10 og 30 m, tiden i shuttle-testen og hoppehøjde.

Resultaterne viser altså, at god styrke i benmuskulaturen synes at være en forudsætning for god sprinthastighed og springstyrke. Data indikerer også, at muskelstyrken i benene har større betydning for 10 m tiden end for 30 m tiden, hvilket forskerne tolker derhen, at det især er i den tidlige accelerationsfase at styrke er en vigtig forudsætning. Dette er selvfølgelig interessant for fodboldspillere, idet over halvdelen af alle sprintløb i en fodboldkamp er på under 10 m. Data viste i øvrigt også, at der var en sammenhæng mellem hoppehøjde og sprinttider (både 10m og 30 m), og forskerne kunne således godtgøre at en foldboldspiller med god springstyrke også med stor sandsynlighed vil være god i en 10 m eller 30 m sprint.

Betydning for træning af fodboldspillere

Forskerne var altså i stand til at vise, at den sammenhæng man i mere isolerede forsøg kan vise mellem styrken af en muskel og dens evne til at producere power, også gælder for den ’hele fodboldspiller’.

Med den information i baghånden er det jo, som forskerne påpeger, nærliggende at komme til den konklusion, at man ved at forbedre spillernes muskelstyrke kan opnå en bedre sprinthastighed og hoppehøjde - og i sidste ende en fodboldspiller der er bedre fysisk rustet i selve spillet.

Nu er dette forsøg jo ikke et såkaldt interventionsforsøg. Det vil sige, at forskerne i første omgang kun vil forsøge at finde og beskrive nogle sammenhænge - og ikke forsøge at ændre/forbedre de egenskaber de undersøger. For én ting er at kunne vise en sammenhæng, noget andet er at finde de midler/træningsmetoder, der bedst muligt flytter de fysiske egenskaber hos fodboldspillere i den ønskede retning.

Trænerloungen vil i kommende artikler bringe resultater fra andre videnskabelige forsøg, der på forskellig vis dokumenterer, hvordan man gennem styrke- eller anden træning kan supplere den almindelige fodboldtræning med henblik på at forbedre sprinthastighed og hoppehøjde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forsøget viser at der er en klar sammenhæng mellem styrke i benmuskulaturen hos fodboldspillere og;

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  • Sprinthastighed over 10 m
  • Sprinthastighed over 30 m
  • Sprinthastighed mellem 10 og 30 m
  • Tid i et shuttle løb, 10 frem, omkring en kegle og 10 tilbage.
  • Hoppehøjde

 

Til gengæld viser forsøget ikke nogen sammenhæng mellem maksimal iltoptagelse og sprinthastighed og hoppehøjde

Figur fra Wisløff et al., Br J. Sports Med., 2004.

Figuren viser sammenhængen mellem en 10 m sprint (x-aksen) og 1 RM i en squat bevægelsen hos elite fodboldspillere fra Rosenborg.

Link til artikel:

 

Wisløff U, Castagna C, Helgerud J, Jones R, Hoff J. Strong correlation of maximal squat strength with sprint performance and vertical jump height in elite soccer players. Br J Sports Med., 38(3):285-288, 2004.

For yderligere viden om styrketræning af fodboldspillere og muskelstyrkens betydning for sprinthastighed, se; Bangsbo & Andersen, Power Training in Football; A Scientific and Practical Approach.

Seneste nyt fra "Form og fysik"