Gå til forsiden
MENU

Er belastning den samme for elite- og amatørspillere i small-sided games?

Højintensive spil på små områder med få spillere er meget populære som en del at den medium- og højintensive aerobe træning. Men hvad er den egentlige belastning i den type spil, og er der forskel på den belastning, der ses hos elite- og amatørspillere, der udfører det samme spil?

2015_fodbold_fitness 812x568.png
AF: Jesper Løvind Andersen

Foto:fodboldbilleder.dk

I moderne fodboldtræning vil de fleste trænere gerne udføre størstedelen af eller al aerob træning med bold. Argumentet er naturligvis, at man samtidig med den fysiske træning udfører teknisk og taktisk træning – at man udfører træningen i omtrent de rammer, der er for selve fodboldspillet. Denne type træning kan udføres på mange forskellige måder. Det mest simple er selvfølgelig at spille spillet som det spilles; 11 mod 11. Det har bare vist sig, at den aerobe belastning ved at spille 11 mod 11 ikke når et niveau, der er med til at flytte spillerne aerobt, således at de bliver bedre til at præstere i spil 11 mod 11!

Dette faktum har gjort, at man har flyttet fokus henimod træningsspil, hvor man typisk har færre spillere på hvert hold og et meget mindre spilleområde, idet man hermed øger den aerobe belastning betydeligt for den enkelte spiller. Man gør i øvrigt også belastningen mere ensartet for de deltagende spillere. Det er derfor blevet meget populært at bruge spil, hvor man på mindre områder spiller: 2:2, 3:3 osv. Denne type spil kalder man Small-Sided Games (SSG).

Et spørgsmål, der melder sig i forbindelse med anvendelsen af SSG, er, om den aerobe træningsværdi mm. er den samme for elite- som for amatørspillere. Dette og en række andre relaterede spørgsmål har en forskergruppe bestående af folk fra universiteter i Frankrig, Tunesien, New Zealand og Spanien set nærmere på.

 

20 professionelle og 20 amatørspillere indgik i forsøget

Forskerne benyttede sig af to grupper spillere. 20 elitespillere defineret som ”internationale” og ”professionelle”, formodentlig fra den bedste franske række, samt 20 ”amatører” fra den franske 4. division (her er der sandsynligvis tale om ”amatør”-spillere med et vist niveau). De professionelle spillere havde 5-7 træninger + 1 kamp om ugen i gennemsnit, amatørspillerne 3-4 træninger + 1 kamp. Der var ikke signifikante forskelle på alder, højde, vægt, fedtprocent og estimeret maksimal iltoptagelse på spillerne i de to grupper. Målmænd var ikke inkluderet i forsøget.

 

En række forskellige Small-Sided games blev afprøvet

De to grupper spillere blev over en 6 ugers periode sat til at spille en lang række SSG (2:2, område; 20x15m, 3:3, område; 25x18m, og 4:4, område 30x20m). Alle spil var possession-spil, hvor det gjaldt om at holde bolden i egne rækker. Der blev desuden spillet med max én berøring (1T), max 2 berøringer (2T) og frit antal berøringer (FP). Alle spil blev spillet på græs. Bolde var konstant til rådighed, hvis disse røg ud af spilleområdet.

 

Aerob og anaerob belastning blev testet

Under spillene fik spillerne målt puls til beregning af, hvilken procent af deres max puls de arbejdede ved, og umiddelbart efter hvert spil blev der målt laktatprocent i blodet. Spillerne blev efter et standardiseret spørgeskema bedt om at evaluere deres præstation under spillet, herunder den oplevede fysiske belastning. Alle spil blev optaget med fire faste kameraer. Optagelserne fra disse kameraer blev efterfølgende brugt til at evaluere antallet af dueller, procent succesfulde afleveringer, antal tabte bolde i possession og antal af possession-perioder. Derudover blev spillerne sat til at lave maksimale squat og counter-movement-hop efter afslutningen af de respektive spil. Dette blev gjort for at få et (meget) indirekte mål for ændringer af power-egenskaber i spillernes muskler, som følge af den belastning de forskellige spil havde.

 

Færre spillere og kun en berøring giver den højeste belastning.

Forskerne fandt en række forskelle i både den fysiske belastning og forskellige teknisk relaterede parametre mellem de professionelle og amatørspillerne, når disse udførte de samme spil under ens betingelser - men også en række ligheder.

Som en generel tendens så man for både professionelle og amatører, at den højeste gennemsnitlige puls blev opnået med færrest spillere (2>3>4) - det samme gjaldt for laktatbelastningen. Det vil sige, at jo færre spillere des højere fysisk belastning. Dette resultat er velkendt og rapporteret i en række tidligere forsøg.

Derudover var der også en tydelig sammenhæng mellem spil FP, 2T og 1T, således at de højeste puls- og laktatværdier blev opnået i 1T-spillene, efterfulgt at 2T-spillene og til sidst FP. Det vil sige, at den højeste træningsbelastning teoretisk var den i 2:2, 1T og laveste i 4:4, FP. Denne sammenhæng gælder for både de professionelle og amatørerne – og synes således at være ”universel” på tværs af niveau.

 

Flere dueller i ”frit spil” og ”to berøringer”

Generelt kunne man se, at der i 2T og FP-spillene var næsten dobbelt så mange dueller som i 1T-spillene, hvor der så var betydeligt flere boldtab. De professionelle havde i alle spil lidt flere dueller og betydeligt færre boldtab.

 

Højere puls og laktatværdier hos amatørerne

Generelt havde amatørerne en lidt højere gennemsnitlig puls og laktatværdier i alle spil end de professionelle, på trods af at de professionelle gennemsnitlig løb længere og havde flere høj-intense løb og sprintaktioner. Her påpeger forskerne, at de professionelle er mere ”effektive”. De laver en mindre investering for et større udbytte. I øvrigt rapporterede amatørerne, at de følte en større fysisk anstrengelse under spillene, hvilket passer fint med den højere puls og laktatværdi, men mindre godt med den mindre samlede udførte arbejdsmængde.

 

Flere boldtab og tab af possession hos amatørerne

På de tekniske parametre var det tydeligt, at amatørerne havde færre succesfulde pasninger, og deraf også flere boldtab i alle typer spil, hvilket hænger fint sammen med, at de professionelle spillere med stor sandsynlighed – individuelt - er teknisk og taktisk dygtigere. Umiddelbart hænger det mindre godt sammen med, at amatørerne har højere laktatværdier. Her påpeger forskerne, at de professionelle sandsynligvis mere effektivt udnytter den anvendte energi, fordi deres bedre tekniske kunnen gør dem i stand til det. En yderligere grund kan være deres lidt bedre fysiske form (primært deres anaerobe kapacitet).

 

De mest intense spil medførte nedsat hoppehøjde

Alle spillerne fik målt deres maksimale hoppehøjde umiddelbart efter hvert spil. Dette skulle give et indtryk af, om den belastning, det enkelte spil havde, gik ud over deres power. Generelt havde de professionelle en højere hoppehøjde end amatørerne. Interessant var det, at kun 2:2 spillene påvirkede spillernes power-egenskaber negativt. Således kunne forskerne vise, at spillerne efter et 2:2 spil havde en lavere hoppehøjde. Forklaringen er formodentlig, at intensiteten i 2:2 spillene er så høj (forøget anaerob arbejdsmængde), at spillernes evne til at lave et maksimalt anaerobt powerarbejde midlertidigt er nedsat. Dette gjaldt både amatører og professionelle.

 

Teknisk niveau betyder noget for den fysiske virkning af SSG

Sammenligningen af samme SSG’er udført af professionelle og amatører viste en række forskelligheder og en række ligheder, men generelt kan det siges, at de fysiologiske forskelligheder, der blev observeret mellem de to niveauer, kunne føres tilbage til en bedre teknisk formåen og måske bedre anaerob kapacitet hos de professionelle. En overordnet konklusion er altså, at SSG’ers fysiske indvirkning på spillerne til dels er afhængig af spillerne tekniske niveau.

 

SSG som træningsmiddel

Som træningsstimuli kan SSG være et effektivt middel til forbedring af især den høj-intense aerobe ydeevne hos spillerne. For eksempel vil man under SSG foretage 5-8 gange flere sprints per tidsenhed, sammenlignet med mængden af sprints i kamp. Man kan derfor lave effektiv høj-intens aerob træning med SSG. Det er dog væsentligt at påpege, at man ikke skal særligt højt op i antallet af spillere på hvert hold, før intensiteten falder til et aerobt medium niveau (<90 % af max puls). Man ved f.eks. også, at hvis man indskyder ”safe zones” eller jokere i de respektive spil falder intensiteten yderligere.

 

Link til original artikel: 
Dellal A, Hill-Haas S, Lago-Penas C, Chamari K. Small-sided games in soccer: amateur vs. professional players' physiological responses, physical, and technical activities. J Strength Cond Res. 25(9):2371-81, 2011.

For de særligere nørdede med interesse for fysiologisk virkning af SSG kan nedenstående artikel anbefales;

Hill-Haas SV, Dawson B, Impellizzeri FM, Coutts AJ. Physiology of small-sided games training in football: a systematic review. Sports Med. 41(3):199-220, 2011.

 

 

Seneste nyt fra "Form og fysik"