Gå til forsiden
MENU

Er der sammenhæng mellem Puls og opfattet hårdhed i en spiløvelse

Test af professionelle engelske fodboldspillere har undersøgt, hvordan puls fungerer som indikator for belastningen i intense øvelser – sammenlignet med den subjektiv opfattede ”hårdhed” af øvelserne.

020115-5-puls.jpg
AF: JESPER LØVIND ANDERSEN

Foto: Fodboldbilleder.dk


Pulsmålinger bruges meget ofte i diverse spiløvelser til at sikre, at spillerne også træner i det belastningsområde, man ønsker. Men hvor sikker kan man være på, at pulsen også er så godt et mål som man tror, og er der andre måder at gøre det på?

Usikkerhed om pulsens effektivitet
Meget ofte vil man søge at tilrettelægge spillernes aerobe, og til dels anaerobe, træning således, at den udføres gennem spiløvelser. På denne måde kan man tilgodese både den nødvendige fysiske træning og samtidig øve fodboldnære tekniske og taktiske elementer. For at skrue op for intensiteten i øvelserne, vil man meget ofte vælge at spille med et mindre antal spillere på et begrænset område, da dette erfaringsmæssigt vil være mere fysisk krævende end spil 11v11 på fuld bane. Samtidig vil man spille i kortere intervaller, også med henblik på at opretholde intensiteten i arbejdsperioderne. Men er der overensstemmelse mellem spillernes puls og det fysiske stress spillerne oplever, og er pulsen altid det bedste mål for intensiteten i denne type af spil? Det spørgsmål har et par forskere fra universiteterne i Staffordshire og Manchester set nærmere på. 

Test på engelske prof-spillere 
Forskerne anvendte 28 professionelle seniorspillere fra den næstbedste engelske række, altså spillere på et højt niveau. Alle spillere kom fra samme klub. Spillere blev testet i seks forskellige spiløvelser (se tabel 1). De specifikke spiløvelser blev valgt, fordi de regelmæssigt blev benyttet i klubben, hvilket gjorde, at spillerne på forhånd var bekendt med dem. Øvelserne involverede spil; 2v2, 3v3…. 8v8. Spillene havde stigende banestørrelse med stigende antal spillere. Desuden forekom der også mindre variationer primært i spilletid og pausetid afhængigt af spillerantal og banestørrelse. Alle øvelser blev gennemført over en tre måneders periode i spilsæsonen på samme tidspunkt af dagen og med samme forudgående opvarmning - og aldrig dagen efter en kamp. Spillernes puls blev målt i alle spil. Derudover blev spillerne bedt om at bedømme ”Rating of Perceived Exertion” (RPE - deres egen opfattelse af udmattelse) på en såkaldt Borg-skala (se figur 1). Borg-skalaen går i enkelthed ud på, at spillerne angiver, hvor hård de oplever øvelsen på en skala fra 6 til 20. Med ”6” som meget, meget let arbejde og ”20” som arbejde, der giver total udmattelse. Desuden blev der målt mælkesyre i blodet på en mindre gruppe af spillere.

Hypoteser om RPE som bedre mål
Forskernes ide var at sammenligne pulsmålinger med RPE, som grundlag for en vurdering af forskellige spiløvelser. Som udgangspunkt opstillede forskerne et par hypoteser, før de gik i gang med undersøgelsen. De mente, at pulsmålinger som selvstændigt mål, ville underestimere den faktiske belastning (den faktuelle såvel som den oplevede) i meget intensive spiløvelser. De havde ligeledes en hypotese, der gik på, at RPE er et bedre mål til at sammenligne belastning af en række temmelig forskellige spiløvelser, end den gennemsnitlige puls målt under øvelserne, er det. 

Puls i øvelserne
Hvis man så på pulsmålingerne isoleret, var der en signifikant højere gennemsnitlig puls under spillene 3v3 og 4v4, sammenlignet med alle de andre øvelser (2v2, 5v5, 6v6 og 8v8). Tilsvarende var pulsen højere i 5v5, sammenlignet med 6v6 og 8v8, men altså lavere end i 3v3 og 4v4. Forskerne kunne således konkludere, at den højeste belastning bestemt ud fra den gennemsnitlige puls, var i spillene 3v3 og 4v4 (se figur 2).

Belastningen målt som RPE
Da forskerne så på, hvordan spillerne opfattede belastningsgraden via Borg-skalaen (RPE), tegnede der sig et lidt andet billede, end tilfældet var med pulsen. Først og fremmest var der med RPE statistisk set ikke så store forskelle mellem de enkelte spil, som pulsen viste. Men hvor der ikke var nogen sammenhæng at finde med pulsen, var der i RPE bestemmelsen en forholdsvis enkel sammenhæng, der viste, at spillene med færrest deltagere blev opfattet som ”hårdest”, og spillene med flest deltagere som ”lettest” (se figur 3).

Sammenhæng mellem puls og RPE
Da forskerne så på sammenhængen mellem puls og RPE, viste der sig at være en relativt stor korrelation, altså hang spillernes opfattelse af hårdheden i øvelsen og den gennemsnitlige puls fint sammen. Med én væsentlig undtagelse; 2v2. Spillere opfattede 2v2 som det hårdeste spil, hvilket ikke kunne dokumenteres ud fra pulsmålingerne. 

Forskerne konkluderede, at gennemsnitspulsen under en spiløvelse generelt er en god rettesnor for intensiteten i øvelsen, men også at værdien af pulsen, som mål for hårdheden i øvelsen, aftager med faldende antal deltagere og stigende intensitet. Altså bekræfter de til dels deres første hypotese om, at værdien af gennemsnitspulsen kan bruges som mål for intensiteten, men at pulsen er bedst egnet som måleenhed for belastning, når øvelserne har en vis varighed, som tilfældet er med spiløvelser med ”mange” deltagere. 

Pulsmålingerne kan bruges anderledes
Forskerne kommer også ind på, at man i stedet for gennemsnitspulsen, kunne vælge at bruge den højest målte puls i øvelsen - eller måske pulsen i den sidste del af øvelsen - som et mål for intensiteten. Dette ville måske give et mere retvisende billede af hårdheden i øvelsen; især i de intensive øvelser med få deltagere. I disse øvelser er arbejdsintervallerne nemlig ofte relativt korte, og det tager tid at ”oparbejde” en høj puls. Det vil sige, at pulsen i denne type øvelser typisk vil være stigende gennem hele øvelser og slutte højt, hvorimod pulsen i de lidt længerevarende øvelser med flere deltagere, typisk vil blive arbejdet op for at stabiliseres på et højt niveau. Men dog et niveau, der ligger under det, som de korte intensive øvelser med få deltagere ender på. 

Sammenhængen med puls og intensitet 
Forskerne kommer i diskussionen af deres resultater også ind på det faktum, at sammenhængen mellem puls og energi, der skal bruges til arbejdet, ikke er lineær ved stigende intensitet. Det betyder i praksis, at når en øvelse bliver mere og mere intens, vil en stigende del af energien ikke komme fra det aerobe system (der jo er tæt koblet til pulsen), men også fra det anaerobe system, der som bekendt ikke er koblet til pulsen. 

Sammenhængen med den stigende andel af anaerobt tilvejebragt energi under øvelserne med færrest deltagere blev understreget, da forskerne også målte mælkesyre i blodet på en mindre del af spillerene fra en dråbe blod taget i fingeren lige efter afslutningen af øvelsen. Dette viste, at mælkesyreværdierne var højere i øvelserne med få deltagere. Forskerne påpeger dog samtidig, at de udførte for få mål af mælkesyrekoncentrationen til at kunne sige noget definitivt og bemærker samtidig, at der var meget stor variation mellem spillerne på dette mål. Dette giver også et fingerpeg om den meget store påpasselighed, man skal have med at drage for skråsikre konklusioner om den anaerobe belastning i spiløvelser ud fra simple mælkesyremål hos et udvalg af spillerne. 

Værdien af RPE
Forskerne anfører, at RPE er et udmærket mål for intensiteten hen over de forskellige øvelser - tillige er det nemt og billigt. De ser dog også nogle begrænsninger i RPE, da spillernes psykologiske tilstand kan påvirke den måde, de opfatter øvelsen på. Problemet med RPE som mål er, at det er et temmeligt subjektivt mål, og at den samme faktiske belastning kan opleves meget forskelligt fra spiller til spiller - i modsætning til pulsmålingen, der er et objektivt mål.

Mange øvelser er defineret ud fra puls   
Forskerne påpeger også, at mange eksisterende spiløvelser er defineret ud fra procent af maxpulsen. Det vil sige, at et spil for eksempel defineres sådan, at det skal have en gennemsnitspuls på 80% eller 90% af spillernes maxpuls. På den måde kan man uden større problemer gennemføre det sammen spil i forskellige sammenhænge. Dette i modsætning til RPE der, som et subjektivt mål, måske opfattes forskelligt af en spiller i henholdsvis Sverige og Grækenland. Samtidig kan der være forskelle på, hvorledes ungdoms- og seniorspillere, eller øvede og mindre øvede spillere, opfatter øvelsens hårdhed.  

Spiløvelserne ligger i det høj-intensive aerobe område
Forskerne konkluderer, at øvelserne 3v3 og 4v4 ligger i det, man normalt definerer som det høj-intensive aerob område (>90 % af maxpulsen), og at de øvelser, der har lidt flere deltagere (5v5 osv.), ligger lige under det høj-intense område. Dette illustrerer meget fint, at det er muligt at træne høj-intens aerob træning gennem spil, men også at man nok skal relativt langt ned i deltagerantal (3v3 og 4v4) for at holde den høje intensitet. Data antyder også en anden pointe. Nemlig at det er svært - men ikke umuligt - at træne anaerob træning (med mælkesyre dannelse) effektivt gennem spil, og at man for at gøre dette sandsynligvis skal ned på 2v2 spil.  

Konklusion
Sammenfattende konkluderer forskerne, at pulsmålinger stadigvæk er et glimrende redskab til at måle belastningen af aerob træning i spil på mindre områder og med få deltagere. Men de konkluderer også, at man skal vide, at det ikke nødvendigvis giver det ultimative svar. Samtidig anfører de, at man med RPE har et udmærket alternativ til pulsmålinger, hvis man forstår at bruge dette redskab på en fornuftig måde.

Link: 
Little T, Williams AG. Measures of exercise intensity during soccer training drills with professional soccer players. J Strength Cond Res. 21(2):367-71, 2007.

Tabel 1 viser arbejds- og pausetid, samt banestørrelse i den spiløvelser der blev anvendt i forsøget (Little & Williams, 2007).


Figur 1 viser hvorledes Borg skalaen er bygget op, med hensyn til den oplevede hårdhed af arbejdet i spiløvelsen (Little & Williams, 2007).


Figur 2 viser den gennemsnitlige procent af maxpulsen (y-aksen)under de forskellige spil (x-aksen). For yderligere detaljer; se originalartiklen (Little & Williams, 2007).


Figur 3 viser spillernes opfattelse af hårdheden i de enkelte spil vha. Borgskalen (RPE). For yderligere detaljer; se originalartiklen (Little & Williams, 2007).

Seneste nyt fra "Form og fysik"