Gå til forsiden
MENU

Fysiske forskelle på spillerne bestemt af position på banen

Fodboldspillere er generelt langt mere forskellige i højde og drøjde, end det ses i andre boldspil. I for eksempel basketball, volleyball og håndbold er der en tendens til, at spillerne på eliteplan rekrutteres efter blandt andet højde. En gruppe belgiske forskere fra universitet i Gent har undersøgt, hvor stor forskel der egentlig er på fodboldspillere, når man ser efter den position, de spiller på banen.

28-03-14-4-fysisk.jpg
AF: JESPER LØVIND ANDERSEN

Foto: Fodboldbilleder.dk


I en periode på otte år gennemførte de belgiske forskere en række tests på 289 forskellige spillere fra 6 forskellige klubber i den bedste belgiske række. Blandt de testede spillere var 41 spillere med A-landholdserfaring, så der var altså tale om et meget højt niveau. 

Alle spillere fik målt kropshøjde, vægt og fedtprocent. Derudover gennemførte spillerne en sprinttest med måling ved 5 og 10 m, samt en shuttle-test, hvor spillerne sprintede 5x10 m frem og tilbage uden afbrydelse. Spillerne gennemførte to lodrette springtests; en Squat-jump test fra en fast knævinkel og en counter-movement test, hvor et lodret spring udføres, men med en forudgående bevægelse nedad. Ligeledes gennemførte spillerne en test på løbebånd for at bestemme deres maksimale iltoptagelse (VO2max). Alle tests blev gennemført  2-4 uger før sæsonstart i sæsonerne 2003-2010. 

Målmænd og centrale forsvarsspillere var højest og tungest

Målingen af kropssammensætningen viste, at målmændene (MÅ) og de centrale forsvarsspillere (CF) var signifikant højere og vejede mere end backs (B), midtbanespillere (MB) og angribere (A)(se tabel). Interessant var det også, at MÅ havde en signifikant højre fedtprocent end de øvrige markspillere. Forfatterne mener, at grunden til dette meget logisk ligger i markspillernes væsentligt større løbearbejde i kamp og træning.

Midtbanespillere og backs med højeste ilt-optagelse 

Spillerenes maksimale ilt-optagelse er en måde at beskrive deres aerobe formåen på. Testene viste, at man kunne dele spillerne i tre niveauer. Lavest lå MÅ, derefter kom CF og A. Og højest lå MB og B. Langt hen ad vejen giver det god mening, idet det også svarer meget godt til fordelingen af aerobt arbejde i kamp, hvor de fleste undersøgelser viser, at MB og B løber både længere og måske endnu vigtigere løber flere højintense løb. 

Resultaterne afspejler, hvad der også er vist i andre undersøgelser. Nemlig at MB har væsentligt højere antal sprints end A. MB er således i højere grad tvunget til at have en høj aerob kapacitet, der sætter dem i stand til at restituere hurtigere end A, der naturligt får flere og længere pauser med lav-intenst arbejde i selve spillet.

Backs og midtbanespillere er de dårligste springere

Testene viste, at MÅ, CF og A sprang højere end B og MB, og det gjaldt både i Squat jump og counter-movement testen. Faktisk sprang MÅ og CF 4-5 cm højere i begge tests. En springstyrkeforskel i de udførte tests på 4-5 cm er ganske betydelig. Tallene for springstyrke vidner om, at MÅ må have en betydelig større muskelstyrke (som dog ikke er målt i undersøgelsen), idet MÅ har en betydelig højere kropsvægt og desuden en væsentligt højere fedtprocent. I springsammenhæng er en høj fedtprocent jo ren dødvægt i modsætning til muskler. Som det også bemærkes af forfatterne, afspejler springstyrken også den funktion spillerne har på de enkelte spilpositioner. En MÅ har naturligvis en fordel af en god springstyrke i mange af de aktioner, han udfører. Men noget af det samme gælder CF, der har mere end tre gange så mange hovedstød i en kamp end tilfældet er for eksempelvis MB (dette er vist i andre undersøgelser).

Angribere og backs hurtigst

De korte sprinttests over 5 og 10 m viste, at de hurtigste spilpositioner var A og B fulgt af MB og sidst MÅ og CF. Disse resultater bekræftes af resultater fra tidligere mindre undersøgelser, hvor A ofte viser sig at være de hurtigste på de helt korte distancer. Hvis man udvider til 20 og 30 m, viser andre undersøgelser, at B, men også de midtbanespillere, der spiller på ”kanten” i en 4-4-2 formation, er ligeså hurtige eller ligefrem hurtigere end A. I shuttle-testen var A også hurtigst, men her var MB næst hurtigst, B tredje-hurtigst og CF klart langsomst. Resultaterne af shuttle-testen tolkes af forfatterne som et udslag af den funktionshastighed, der er nødvendig på de enkelte positioner. A og MB havner oftere end B og CF i sprintsituationer, hvor markante retningsskift skal foretages, hvilket på sigt gør dem relativt bedre til netop sådan en aktion.  

 Nationale forskelle

Selv om der kan være en lille forskel i de absolutte tal der måles for VO2max (konditallet) - alt efter metoden der benyttes i de forskellige lande og testmiljøer - er det tankevækkende, at de belgiske spillere ligger lidt under de værdier, der ses hos for eksempel danske, svenske og norske spillere. De belgiske spillere lå med et gennemsnit på 57.7 ml x min-1x kg-1 (som er lig med et kondital på 57.7). Fraregner man MÅ stiger tallet til ca. 58.5 ml x min-1x kg-1. Et tilsvarende tal for skandinaviske topspillere lå i samme periode på 61-62 ml x min-1x kg-1. 

De nordiske spillere har altså – målt i samme periode – haft en bedre aerob kapacitet (kondital). Det er ikke det samme, som at de nordiske spillere yder mere aerobt i kamp. Men at de har været i bedre aerob form er uomtvisteligt. 

Forfatterne lægger op til differentieret træning

I sig selv er det jo interessant at se, at der er fysiske forskelle - både i proportioner - men også i formåen og kapacitet på de enkelte spilpositioner. Hvordan man rent praktisk kan anvende disse informationer i sin træning, er selvfølgelig noget andet. Forfatterne lægger op til, at man kan bruge informationen til at lave en vis differentiering af den fysiske træning, således at den mere målrettet matcher den spilposition på banen, den enkelte spiller indtager. De mener også, at det kan være en hjælp at vide, hvad ’man skal ende med’, når man i ungdomsfodbold sporer den enkelte spiller ind på en specifik spilposition.

Af Jesper Løvind Andersen

Link: 
Boone J, Vaeyens R, Steyaert A, Vanden Bossche L, Bourgois J. Physical fitness of elite Belgian soccer players by player position. J Strength Cond Res. 26(8):2051-7, 2012. 

Seneste nyt fra "Form og fysik"