Gå til forsiden
MENU

Hurtighed er mange forskellige ting

Jesper Løvind gennemgår et forskningsprojekt om den helt afgørende faktor som fodboldspiller – hurtigheden. Projektet lægger op til, at en hurtig spiller ikke bare måles på ét parameter. Der er tre hurtighedskvaliteter – maksimal sprinthastighed, acceleration og almindelig agility – og de tre hænger ikke altid sammen og bør derfor testes individuelt.

2014-08-29-Lovind-5.jpg
AF: JESPER LØVIND ANDERSEN

Foto: Fodboldbilleder.dk


Talrige videnskabelige forsøg, involverende mange forskellige typer af atleter, har vist, at der er en relativt tæt sammenhæng mellem en hurtig acceleration, en høj tophastighed og generel agility. En gruppe forskere fra Staffordshire University i England har forsøgt at anskueliggøre, hvor stor sammenhængen mellem forskellige hurtighedsegenskaber er hos fodboldspillere.

En fodboldspillers evne til hurtig acceleration og til at foretage sprintløb med høj hastighed er uden tvivl egenskaber, der en vigtig del af moderne fodbold. Spillere, der er hurtige, er i høj kurs hos trænere, og i fysisk træning af fodboldspillere lægges der stor vægt på at fremme netop hurtighed. Men dette forskningsprojekt lægger både i sin opbygning og i sine anbefalinger op til, at hurtighed er mere end en ting.

Professionelle engelske spillere som testkaniner

Forskerne testede i alt 106 professionelle spillere fra den engelske League 1 & 2 (svarende til tredje og fjerde bedste række i England). Alle spillere blev testet i den samme periode i månederne januar til marts. Der blev udført tre forskellige tests. 

Én test skulle fastslå spillernes evne til at accelerere. Denne test bestod af en 10 m maksimal sprint med stående start. 

Den anden test skulle vise spillerenes maksimale løbehastighed. I denne test fik spillerne 30 m indløb, og den maksimale løbehastighed blev fundet som den højeste hastighed spilleren havde på en 20 m strækning fra 30 til 50 m. 

Den tredje test skulle tjene som et mål for ”sprint-agility” og skulle derfor indeholde både flere accelerationer, opbremsninger og retningsskift. Selve sprint-agilitybanen bestod af 20 m sprint, hvor spilleren løb 5 m frem - omkring en pind, 5 m frem - omkring en pind osv. Banen var udformet som et stort ”M” og vinklen omkring pinden var 100 (se figur 1). Alle spillere fik to forsøg med minimum 2 min. mellem hvert forsøg, og længere tid mellem hver type af test. Den bedste løbstid i hver testtype blev registreret som resultat.


 
Mindre sammenhæng mellem afgørende faktorer

For at opnå et godt resultat i hver af de tre test er det nødvendigt med en høj power-produktion. Det er altså afgørende, at spillerens muskler har en høj kraftproduktion per tidsenhed. En sådan egenskab er i høj grad betinget af en række fysiske egenskaber - hvoraf de mest afgørende er benmusklernes evne til at lave kraft, set i forhold den samlede kropsvægt - samt den sammensætning af hurtige og langsomme muskelfibre, som den enkelte spiller har i benmuskulaturen.  

Det betyder naturligvis også, at der nødvendigvis må være en vis sammenhæng mellem de tre forskellige hurtighedstest, hvis resultaterne er afhængige af de samme fysiologiske parametre. Spørgsmålet er dog om sammenhængen er så stor, at man som udgangspunkt kan antage, at en spiller, der præsterer meget godt i 10 m accelerationstesten, også præsterer meget godt i testen for høj topfart og i agilitytesten.
Forskernes konklusion var faktisk, at der, trods den tydelige statistisk sammenhæng mellem de tre forskellige sprintkvaliteter, ikke var helt så stor en sammenhæng i testresultaterne, som man umiddelbart ville forvente. 

Forskerne konkluderede ligeledes, at de tre hurtighedskvaliteter er så forskellige, at alle tre bør testes i en eller anden form for at give et fuldstændigt billede af en fodboldspillers overordnede hurtighed i en fodboldmæssig sammenhæng. 

Som følge heraf mener forskerne også, at det er vigtigt, at de tre kvaliteter betragtes adskilt og som følge heraf trænes selvstændigt eller i øvelser, hvor fokus er på én af de tre kvaliteter. 

Vigtigheden af de enkelte hurtighedsegenskaber

Forsøget er interessant, fordi det omfatter et højt antal forsøgspersoner og i særdeleshed på grund af den relativt høje kvalitet, der var på de spillere der deltog i forsøget. Selve den måde forsøget var designet på, gav dog visse begrænsninger i muligheden for at drage konklusioner. For eksempel tager forskerne ikke stilling til, hvilken af de tre hurtighedskvaliteter, der er vigtigst for fodboldspillere, hvilket heller ikke er muligt ud fra materialet. I en tidligere artikel her i Loungen (”Last action før målet”, Faude, 2012), behandlede jeg en forskningsartikel, der viste, at op mod 50 procent af alle mål bliver scoret på baggrund af en kort ligefrem sprint, og at kun seks procent af alle scoringer involverede en retningsskiftesprint. 

Tilsvarende ved man fra grundige analyser af hundredevis af kampe, at fodboldspillere sjældent eller aldrig når deres maksimale topfart i kamp og kun har meget få sprints over 30-35 m. Den form for statistisk materiale er naturligvis ikke bestemmende for, hvordan rangering af de tre testede sprintkvaliteter bør være. 

Ikke desto mindre kunne det måske tyde på, at en kort, lige og hurtig accelerationssprint er en meget vigtig kvalitet, og at en god præstation i netop denne test måske er vigtigere end en høj topfart eller en god præstation i en agility-test, når en spillers samlede sprintevner skal evalueres (se; artikel i Lounge; ”Er de hurtigste spillere - også de hurtigste i kamp?”, Villanueva, 2011).

Smutveje til at blive god til det man træner

I evalueringen af deres resultater har forskerne fokus på tesen om, at ”man bliver god til det, man træner”. De understreger værdien i at lave specifikke træningsøvelser, hvor der indgår en af de tre sprintkvaliteter; korte maksimale sprint, lange sprint med høj tophastighed og sprintøvelser med indlagt retningsskift, hvis man ønsker at forbedre spillernes kapacitet i en af disse tre kvaliteter. 

Da studiet ikke indeholder testdata fra før og efter forskellige typer af træning, er forskerne selvfølgelig forsigtige i deres konklusioner, hvad angår værdien af en sådan specifik træning. Men som jeg også tidligere har været inde på i Loungen (”En stærk fodboldspiller er en hurtig fodboldspiller”, Wisløff, 2004), findes der andre måder at opnå fremgange i sprintevne end ved direkte at træne i disse egenskaber. Adskillige forsøg med fodboldspillere har for eksempel vist, at man kan opnå en forbedring af både accelerationen i en kort sprint og en forøget tophastighed i en længere sprint alene gennem tung styrketræningen. 

Anbefaling af flere tests

Forskerne viser, at selv om der er en meget stor sammenhæng mellem forskellige fodboldmæssige relevante hurtighedskvaliteter hos den enkelte spiller, skal man passe på med automatisk at antage, at hvis en spiller for eksempel har en meget høj tophastighed, så vil han også præstere meget godt i en sprinttest med flere retningstests. 

Forskerne forslår, at man - såfremt man ønsker et detaljeret billede af en spillers hurtighedsegenskaber - forsøger at sammensætte dette billede af flere forskellige typer af hurtighedstests med henblik på at kunne sætte ind med en mere specifik træning af netop den hurtighedskvalitet, hvor spilleren kan forbedre sig. 

Jesper Løvind Andersen

Læs mere:

Little T, Williams AG. Specificity of acceleration, maximum speed, and agility in professional soccer players. J Strength Cond Res. 19(1):76-8, 2005.

Link til tidligere Lounge artikler:

”Last action før målet” Faude, 2012
”En stærk fodboldspiller er en hurtig fodboldspiller”, Wisløff, 2004 
”Er de hurtigste spillere også de hurtigste i kamp?”, Villanueva, 2011

Seneste nyt fra "Form og fysik"