Gå til forsiden
MENU

Hvordan holder en træner sig i form henover vinteren?

VINTERTEMA: For de fleste spillere betyder december også en velfortjent juleferie med julemad uden dårlig samvittighed og måske et par løbeture mellem de mange familiesammenkomster. Men hvad gør en toptræner for at holde sig i form, når der står jul og vinterpause i kalenderen og mørket for alvor lægger sig som en dyne over de danske stadions?

Bo_Henriksen_812x568.png
AF: Mathias Wiingaard

Foto: www.fodboldbilleder.dk

Juleferien er så småt ved at indtage de danske hjem sammen med dekorerede grantræer og duften af nybagte brunkager. Sagt på en anden måde, så er juleaften lige rundt om hjørnet, og det betyder, at de fleste fodboldspillere tager en pause fra de knoldede græsbaner. I stedet snører de løbeskoene og tager ud på stierne på et par obligatoriske løbeture for at holde formen ved lige. Men hvad gør en træner? Kan han også slippe taget og lade julefreden sænke sig – eller står den også på analyser, kampe og forberedelse i december?

Vi tog feriepulsen på Fortuna Hjørrings cheftræner, Brian Sørensen, og AC Horsens cheftræner, Bo Henriksen, der begge har sagt farvel til kolde Danmark og goddag til de varmere himmelstrøg.

”For mig selv er det sindssygt vigtigt at lave noget andet end fodbold. Og så er det vigtigt for mig at koble totalt af,” siger Bo Henriksen.

Men den karismatiske Horsens-træner indrømmer også, at han ikke helt kan slippe fodbolden og derfor heller ikke kun er taget til USA for at slappe af i sin ferie.

”Nu hvor jeg skal til Florida, skal jeg også se noget fodbold. I Tampa Bay, hvor Martin Vingaard spiller, skal jeg op og inspireres lidt i en otte-ti dage. Så det er ikke kun 3,5 ugers ferie, jeg skal på, desværre. Det er også en inspirationstur.”

Med et par Champions League-kampe ventende i marts er Brian Sørensen heller ikke kun taget sydpå for at lade batterierne op.

”Jeg forsøger at kombinere ferie og fodbold. Så jeg prøver at tage ud til de steder, hvor der stadig spilles fodbold, så jeg får ny inspiration,” siger Brian Sørensen.

24/7-jobbet

At være fodboldtræner i toppen af dansk fodbold er på ingen måde et job som så mange andre. Du lever med konstant pres på dine skuldre. Går det dårligt i turneringen, så er du den første, der bliver sendt på porten. Og fridage, dem er der ikke mange af.

”For at være fodboldtræner skal du være på 24/7 hele året rundt. Det er noget, man skal være opmærksom på. Hvis der sker et eller andet på transfermarkedet, så skal jeg være til rådighed,” lyder det fra Bo Henriksen.

Forberedelserne til den kommende forårssæson er for længst begyndt for de to trænere. Men det betyder ikke, at forberedelserne bliver lagt på køl, når de rejser ud.

”Jeg ser så meget fodbold, jeg kan i vinterpausen. Det bliver faktisk til en del onlinekampe på computeren. Det er både for at blive inspireret, men også for at scoute nye spillere,” siger Brian Sørensen.

Ordet fri findes derfor ikke i trænernes ordforråd. Der er hele tiden noget at lave for en træner. Man kan bruge tiden på at scoute eller se de foregående kampe igennem.

For selvom Bo Henriksen skærer en del ned på arbejdstimerne, når han er på ferie med familien, bliver der alligevel brugt 40-50 timer som AC Horsens-træner.

”Det kan ikke lade sig gøre at holde fri som træner – så skal man finde noget andet at tage sig til”, lyder den kontante melding fra Bo Henriksen.

Men pauser er vigtige. Specielt når man som AC Horsens-træneren ikke har haft en fridag i hele kalenderåret 2016. For når man kommer tilbage til træningsbanen, skal man være klar til at give den 100 procent og gøre en forskel for de mennesker, man arbejder med. Derfor er det vigtigt at slukke sin telefon i ny og næ.

”Det er sindssygt vigtigt, at man også giver sig selv lov til at få de her dage – eller timers fri – så man kan være sammen med familien og være der 100 procent – i stedet for at tænke fodbold hele tiden. Det er ikke en særlig nem opgave,” lyder det fra Bo Henriksen.

Når der står ferie på kalenderen, er det for Brian Sørensen også mere undtagelsen end reglen, hvis han taster en spillers nummer ind på telefonen. For Bo Henriksen er det lidt anderledes.

”Jeg kan godt finde på at holde kontakt med nogle af spillerne henover ferien. Det kan være nogle af dem, der har haft lidt issues i forhold til skader eller genoptræning,” siger Bo Henriksen.

”Det er jo vigtigt for mig at vide, hvor de er i den proces, der handler om, at de skal komme tilbage på banen. Så for at have et overblik og for at få den rigtige trup til februar, skal jeg vide, hvor de står henne.”


Holder formen ved lige

Om det er fordi de to trænere tidligere har været fodboldspillere, eller de simpelthen bare ikke ved, hvad de skal lave, når telefonen er slukket, er uvist. Men på visse punkter ligner de deres spillere i vinterpausen.

”Jeg prøver på at holde mig lidt i form. Når vi er på ferie, løber jeg da også et par enkelte ture,” fortæller Bo Henriksen, der dog foretrækker at lege frem for seriøs træning i ferien:

”Men jeg har ikke et mål om at løbe 2 gange om ugen – hvis jeg kan få lov at lege lidt med en bold, så vil jeg meget hellere det. Jeg er jo også i fremragende fysisk form,” lyder det fra Bo Henriksen.

Men det er ikke kun på det fysiske plan, at man skal følge med.

”Mentalt holder jeg mig i form ved at læse bøger, som handler om fodbold. Det kan være biografier, faglitteratur eller bøger om lederskab og coaching,” fortæller Brian Sørensen, mens Bo Henriksen supplerer:

”Man holder sig i form mentalt på den måde, at man holder sig ajour med alt, hvad der sker. Og man gør de ting, man skal, så man er forberedt så godt som muligt.”

De gode råd

Afsluttende kommer de to trænere med deres bedste råd til andre trænere.

”Mit råd, som jeg burde give til mig selv, er at give sig selv lov til at slukke telefonen, give sig selv lov til at være sammen med de mennesker, der betyder allermest – og det er ens familie. Det ved jeg, er det vigtigste,” siger Bo Henriksen.

”Kig tilbage på det forrige år. Har I nået det, du ville? Har I rykket jer på de ting, som du planlage sidste år? Og vigtigst har I rykket jer på det, I har trænet?” siger Brian Sørensen og fortsætter:

”Gå din stab igennem, trænger den til ny energi udefra? Eller skal en af de nuværende have mere ansvar? Forsøg at optimere så meget som muligt. Skriv ned, hvordan du vil gøre det, så du har noget at holde dig selv op på, når først sæsonen kører derudaf.”

Seneste nyt fra "Form og fysik"