Gå til forsiden
MENU

Topangriberens fysiske profil

Jesper Løvind Andersen fremhæver her sine pointer i forbindelse med sit oplæg om angriberens fysiologi på angriberseminaret 11. oktober for DBU's licenstrænere.

Kamil_Wilczek_812_568.png
AF: Jesper Løvind Andersen

Kamil Wilczek i hård infight med Sebastian Langkamp under Brøndby IF og Hertha Berlins møde i Europa League. Foto: www.fodboldbilleder.dk  

 

Angriberens kropsdimensioner

Der er lavet en lang række videnskabelige studier, der omhandler kropsprofil, fysisk kapacitet og arbejdsbelastning for fodboldspillere på de enkelte spilpositioner. Fra disse undersøgelser ved man, at angriberens vægt og højde gennemsnitligt befinder sig midt i spekteret. Angriberne er ikke så høje som målmænd og stoppere men vejer mere end backs. Til gengæld er angrebspositionen også den position, hvor der ses den største variation i kropsdimensionerne, fra de små og lette typer (Messi og Alexis Sanchez) til de højere (Peter Crouch) og tungere (Simon Makienok) typer.  

Fysiske tests

Angriberene har typisk en lavere VO2max (kondital) og klarer sig dårligere i en Yo-Yo test end midtbanespillere og backs. Til gengæld er angriberne generelt hurtigst i sprinttests på distancer fra 5-20 m. Angriberne klarer sig bedre i springtests end centrale midtbanespillere og backs men dårligere end stoppere.

Høj-intenst arbejde og sprint i kamp

Flere undersøgelser, i bl.a. Premier League viser, at de spillere, der løber flest høj-intense meter, er kant-midtbanespillerne (i 4-4-2) efterfulgt af backs, angribere og centrale midtbanespillere, der ligger på sammen niveau. Klart lavest ligger stopperne. Når det kommer til antal sprintmeter og antallet af sprints er billedet lidt mere broget. Nogle undersøgelser viser, at kanterne også her ligger højest, mens andre har angriberen lidt foran kanterne. Når det kommer til antallet af sprints, ligger angriberne som regel højest. Angriberne er dog også dem, for hvem de mange sprinter har den største indvirkning, idet angrebspositionen er en position, hvor man ser den klart største reduktion i antallet af sprintmeter i anden halvleg.  

Angribere i forskellige spilsystemer

Sammenligner man angriberens rolle i forskellige spilsystemer (4-4-2, 4-3-3 og 4-5-1), fremkommer der nogle klare forskelle. Angriberne i 4-3-3 løber klart mest høj-intenst løb af angriberne i de 3 spilsystemer, og de har også flest høj-intense aktioner og deraf også kortest recovery-time mellem hver høj-intens aktion. 4-3-3- og 4-4-2-angriberne løber mere høj-intenst løb i possession end 4-5-1-angriberen, der så til gengæld løber mere høj-intenst uden possession end angriberne i de to andre spilsystemer. 4-4-2-angriberne løber klart mere høj-intenst løb i possession end uden possession. Således kunne noget tyde på, at de forskellige spilsystemer kalder på lidt forskellige angrebstyper – også fysiologisk.

Er angriberens løbearbejde påvirket af stillingen i kampen?

En undersøgelse har målt, om en angribers mængde af høj-intenst løbearbejde er påvirket af stillingen i kampen. For alle andre spilpositioner, i nogen grad med undtagelse af kanterne i 4-4-2, gælder det, at de løber mere høj-intenst løb, når holdet er bagud med to mål eller mere, end tilfældet er, når holdet er stort foran, eller kampen er lige (inden for et mål til hver side). Angriberne derimod løber signifikant mindre høj-intenst løb, når holdet er bagud med to eller flere mål, og i fuldstændig modsætning til resten af spilpositionerne løber angriberne mere høj-intenst løb, når holdet er foran med to eller flere mål. Faktisk er den position, hvor en spiller løber allermest høj-intenst løb, angriberen (af alle spilpositioner, ved alle stillinger i kampen) – i en situation hvor holdet fører med to eller flere mål. Så en angriber kan godt li’ at lave mål og ved også godt, hvornår målene er til at støve op!  

Hvilke egenskaber er nødvendige for fremtidens angriber?

Fodboldspillet gennemgår i øjeblikket en udvikling, hvor den totale mængde løbede meter ikke stiger, men til gengæld kommer der mere høj-intenst løb og især flere sprintløb og flere korte accelerationer og decelerationer. Derfor synes fremtidens angriber at være en spiller med en fornuftig aerob kapacitet og en rimelig springstyrke. Men i høj grad også en spiller, der er accelerationshurtig med en høj anaerob kapacitet og en god evne til at udføre korte sprint hurtigt efter hinanden – og især at restituere hurtigt efter hvert sprint.

….. men husk lige, at der stadig er mange måder at udfylde angriberrollen på, hvilket også giver mulighed for mange forskellige typer på positionen. I sidste ende bliver angriberen jo primært målt på evnen til at score!

Se slides fra Jesper Løvind Andersens oplæg her

 

Primære referencer;

Andrzejewski et al., J Strength Cond Res, 27:2134-2140, 2013.

Barnes et al., Int J Sports Med, 35:1095-110, 2014.

Boone et al., J Strength Cond Res, 26:2051-2057, 2012.

Bradley et al., J Strength Cond Res, 24:2343-2351, 2010.

Bradley et al., J Sports Sci, 29:821-830, 2011.

Bradley et al.,Int J Sports Phys Perform, 9:415-424, 2014.

Bradley & Noakes, J Sports Sci, 31:1627-1638, 2013.

Bush et al., Hum Mov Sci, 39:1-11, 2015.

Di Salvo et al., Int J Sports Med, 30:205-212, 2009.

Di Salvo et al., J Sports Sci,28:1489-1494, 2010.

Seneste nyt fra "Form og fysik"