Gå til forsiden
MENU

”Det handler om at udvikle talenter - ikke kun om at vinde fodboldkampe”

Et bachelorprojekt lavet af to idrætsstuderende viser, at der allerede sker en aldersskævvridning i børnefodbolden, hvor de bedste hold i klubberne spiller med et unaturligt stort antal spillere født i første- og andet kvartal.

Børnefodbold-artikel.jpeg
AF: Hjalte Christensen

Det har længe været et kendt problem i fodbold-Danmark, at der er et uforholdsmæssigt stort antal spillere født i første- og andet kvartal sammenlignet med årets sidste to kvartaler på diverse elitehold. Der er simpelthen en gruppe spillere, der bliver sorteret fra tidligt på grund af størrelse eller manglende mental parathed

Nicolai Noe og Rasmus Porse studerer begge idræt, og de har i fællesskab udarbejdet et bachelorprojekt, hvor de fokuserer på relativ alderseffekt i børne- og ungdomsfodbold. I projektet bruger de turneringen Golden League som empiri. Golden League er en turnering, der bliver udbudt af DBU Fyn og DBU Jylland for spillere i årgang U10, U11 og U12.

I deres arbejde med bachelorprojektet kommer de frem til, at der allerede i de tidlige aldersgrupper sker en frasortering af de yngste spillere.

”Rundt omkring i landet hersker en fodboldkultur, hvor der mange steder i fodboldmiljøet, allerede fra spillerne ikke er særlig gamle, tales mere om kampe og resultater end spillerudvikling. Den kultur, hvor det handler meget om at vinde, kan være problematisk. Det handler om at udvikle talenter – ikke kun om at vinde fodboldkampe, når vi snakker børne- og ungdomsfodbold, det bør det i hvert fald gøre,” siger Rasmus Porse, der er den ene af skribenterne bag projektet.

”Problemet med den nuværende fodboldkultur er, at trænerne fokuserer på hvilke spillere, der kan hjælpe dem til at skabe gode resultater her og nu - fremfor at kigge på fremtiden. Det forårsager relativ alderseffekt, hvor konsekvensen er, at der bliver fokuseret for lidt på en gruppe potentielt talentfulde fodboldspillere, der er født sidst på året,” siger Rasmus Porse.

På en enkelt årgang kan der være 364 dages aldersforskel fra den ældste til den yngste. Den aldersforskel har betydning i forhold til, hvor udviklet børnene er både fysisk og mentalt, og derfor er det problematisk, når der sker en frasortering på et så tidligt stadie.

 

Du kan læse hele projektet her.

Seneste nyt fra "Nørderier"