Gå til forsiden
MENU

U21-landsholdet og det tidlige udlandseventyr

Antallet af spillere på U21-landsholdet, der får udbetalt deres løn i en anden valuta end kroner, er rekord højt. Vi har sammenlignet U21-landsholdet anno 2008 med Niels Frederiksens nuværende mandskab.

mjensenNfred.jpg
AF: Hjalte Christensen

 

Det danske U21-landshold vandt i september måned to gange 2-0 over henholdsvis Finland og Litauen i EM-kvalifikationen. Til den samling var 13 af de 22 spillere, som Niels Frederiksen havde udtaget, på kontrakt i en udenlandsk klub. Hele ni af de 11 danske startere, til den første kamp mod Finland på Aalborg Stadion, spiller til dagligt i andre ligaer end den danske. De to spillere i den danske startopstilling, som spiller i Superligaen, var Victor Nelsson, der til dagligt er anfører i FC Nordsjælland, og Robert Skov, som spiller i FC København.

Det så noget anderledes ud, da tidligere U21-landstræner Keld Bordinggaard for ti år siden skulle udtage sin trup. På det tidspunkt var det kun fire af spillerne i den danske trup, der var rykket til udlandet.

Den nuværende mand i spidsen for U21-landsholdet, Niels Frederiksen, ser positivt på udviklingen.

”Der er ingen tvivl om, at de spillere, der spiller i udlandet, de spiller oftest på en højere hylde, end hvis de havde spillet Superliga. Det betyder, at de bliver matchet hårdere både til træning og til kamp,” fortæller han og fortsætter.

”Det er generelt også et udtryk for, at vi udvikler dygtigere spillere. Det skyldes meget af det hårde arbejde, der bliver lavet i klubberne og på akademierne. Jeg tror, at licenssystemet har været ekstremt afgørende for denne her udvikling,” siger Niels Frederiksen.                                                   

 

Talenterne fra 2008

I efteråret 2008 spillede et dansk U21-landshold to vigtige playoffkampe mod Serbien. I den danske trup var der på det tidspunkt kun fire spillere, der spillede i udenlandske klubber. Derudover blev Nicklas Bendtner udtaget senere. Han blev dermed den femte mand i den danske trup, som tjente sine penge i en udenlandsk klub. Den store angriber var dog allerede en del af Herrelandsholdet på daværende tidspunkt. Derudover var de fire danske talenter i udenlandske klubber: Kasper Schmeichel i Manchester City, Magnus Troest i Parma FC, Mike Jensen på leje i Malmö FF og Lasse Schöne i NEC Nijmegen.

 

Danmark-Serbien, Aalborg Stadion den 11. oktober 2008
Øverst fra venstre: Kasper Schmeichel (Manchester City), Jens Gjessing (AGF), Winston Reid (FC Midtjylland), Magnust Troest (Parma FC), Nicklas Pedersen (FC Nordsjælland), Michael Jakobsen (AaB)
Nederst fra venstre: Mike Jensen (Malmö FF), Jesper Lange (Esbjerg fB), Lasse Schöne (NEC Nijmegen), Søren Christensen (FC Nordsjælland), Michael Lumb (AGF) 

 

Antallet af spillere, der har taget springet til udlandet, er altså steget markant, hvis man sammenligner U21-landsholdet anno 2008 med det nuværende hold. Det er dog ikke den eneste ændring. De danske spillere, der er i udlandet, er generelt en større del af deres respektive mandskaber, end tilfældet var i 2008, og de danske spillere, der fortsat er at finde i Superligaen, er i dag profiler i danske topklubber, hvor flere af spillerne i 2008 var marginalspillere i deres klubber.   

På holdet fra 2008 var de danske spillere i udlandet ikke nødvendigvis på en højere hylde end Superligaen. Kasper Schmeichel var et godt stykke fra førsteholdet i Manchester City, Mike Jensen var udlejet til Malmö FF fra Brøndby IF – han spillede altså i den svenske liga, der ikke er kendt for at være stærkere end den danske. Magnus Troest spillede i Serie B i Italien og NEC Nijmegen, der var arbejdsgiver for Lasse Schöne, er bestemt ikke en topklub i Holland, og var det heller ikke, da Lasse Schöne var en del af holdet.

I dag er flere af de danske spillere en stor del af førsteholdet i store udenlandske klubber. Jacob Rasmussen og Joachim Andersen spiller regelmæssigt i Serie A. Det samme gør Philip Billing i Premier League for blot at nævne et par eksempler fra nutidens hold.

 

  

Danmark-Finland, Aalborg Stadion den 7. september 2018

Øverst fra venstre: Rasmus Nissen Kristensen (AFC Ajax), Joachim Andersen (U.C. Sampdoria), Philip Billing (Huddersfield Town F.C,), Marcus Ingvartsen (KRC Genk), Jacob Rasmussen (Empoli F.C.), Daniel Iversen (Oldham Athletic A.F.C.)
Nederst fra venstre: Robert Skov (FC København), Andreas Poulsen (Borussia Mönchengladbach), Victor Nelsson (FC Nordsjælland), Mikkel Duelund (Dynamo Kijev), Mathias Jensen (Celta Vigo)

 

En gylden årgang?

Den store forskel mellem 2008-holdet og 2018-holdet kan være tilfældig, men Niels Frederiksen mener, at det er en del af en generel tendens

”Det er ikke tilfældigt. Det er en udvikling, som jeg også tror kommer til at fortsætte. En af årsagerne er også, at selv om der har været et par store handler, så er de danske spillere stadig meget billige for de store internationale klubber,” siger cheftræneren.

Han mener, at det nuværende U21-landshold er blandt de historisk bedste danske U21-mandskaber, men han tror ikke, at holdet er eksempel på en enkelt unik gylden årgang. Han tror derimod på, at det er generel udvikling.

 

Spilletid er altafgørende

Niels Frederiksen mener, at de mange danske spillere i internationale klubber er udtryk for et højt niveau, men han understreger også, at det ikke altid er en god idé for en ung spiller at forlade Danmark.

”De skal spille fodbold på det højest mulige niveau, med streg under at spille. Udfordringen er, hvis de sidder på bænken i udlandet, så kan jeg godt være nervøs for, om de udvikler sig, som de skal,” fortæller U21-træneren og fortsætter.

”Jeg synes, en spiller skal vælge klub efter fire principper; muligheden for spilletid, spillestilen i den klub, man skal til, kulturen det sted, man skal hen og til sidst økonomien. Jeg ved godt, det er let for mig at sige, men hvis det kun handler om udvikling af spillerne, mener jeg, det er fornuftigt, at man nedprioriterer økonomien lidt,” siger han.

Det nuværende U21-landshold spiller de to afsluttende kampe i EM-kvalifikationen mod Polen den 12. oktober og Færøerne den 16. oktober. Begge kampe bliver spillet på Aalborg Stadion, hvor der som altid er gratis entré.   



   

Seneste nyt fra "Nørderier"