Gå til forsiden
MENU

A-opgave: Om organisering efter omstilling

Fodboldtræneren Jesper Djuraas har i forbindelse med sin netop overståede A-licens eksamensopgave undersøgt, hvordan Massimo Allegris Juventus-mandskab, der i 2017 kom helt til finalen i Champions League, har præsteret i deres omstillingsspil VI til DE.

8_Juventus_420.png
AF: HJALTE CHRISTENSEN

Vi har talt med Jesper Djuraas, der pt. er på orlov fra trænergerningen, men normalt er cheftræner for B93s U15-mandskab, om den opgave, han for nyligt har skrevet om organisering efter omstilling i forbindelse med sin A-licens eksamen.

Jesper Djuraas har bygget sin opgave op omkring det italienske storhold Juventus. Han valgte Bianconeri, som holdet kaldes, fordi, han betragtede Juventus som et af de bedste hold i verden til at lukke ned for en modstander, men samtidig som et hold, der ikke var bange for at angribe og være farlige.

”Der er mange tilfældigheder og mange kaos-momenter i fodbold, og jeg er meget inspireret af trænere og hold, der kan kontrollere det her kaos. Jeg havde en hypotese om Juventus, at når de tabte bolden, så løb alle bare ned og stod i eget felt. Det var en tro, jeg havde, fordi de altid står så kompakt. Min analyse viste så bare noget lidt anderledes,” fortæller Jesper Djuraas.

Juventus’ dygtighed i den defensive organisering holdt selvfølgelig stand med ungdomstrænerens hypotese, men årsagen var ikke helt, som han havde forventet. Han kom nemlig frem til, at de italienske stjerners succes i organisering efter omstilling handlede mere om genpres, end rent returløb.

Man kan spekulere i at fiske

Jesper Djuraas er ikke i tvivl om aktualiteten af sin opgave. Netop omstillingsspillet VI til DE og organiseringen i den forbindelse er noget, der bliver øvet og prædiket af mange trænere. Han fortæller, at antallet af mål på omstillinger også er faldet.

Derfor kan der måske spekuleres i at køre omstilling på en omstilling eller mere generelt, hvordan man offensivt positionerer sig, mens man forsvarer - måske ved at lade en angriber blive fremme, fortæller Jesper Djuraas.

”Når der kommer meget fokus på restforsvar, kan der være en idé at tænke i restangreb. Måske skal man til at træne, hvordan man kan ”fiske”, når der forsvares – måske ofre nogle spillere, som kan gøre ondt på modstanderens restforsvar. Det er interessant at se på, hvis man skal tage min opgave et skridt videre,” afslutter Jesper Djuraas.

Du kan læse hele eksamensopgaven her:

Seneste nyt fra "Opgaver og rapporter"