Gå til forsiden
MENU

Den komplette centrale midtbanespiller

Hvad er det verdens bedste centrale midtbanespillere kan, når de altid er spilbare og iscenesætter scoringerne? Hvad skal vi træne for at udvikle den slags spillere? Det undersøger U19 kvindelandstræner Søren Randa-Boldt i sin P-opgave.

Xavi_420x293.jpg
AF: DBU Kommunikation

Søren Randa-Boldt fortæller om sin P-opgave:

Det har altid undret mig, at de bedste centrale midtbanespillere stort set altid er spilbare. Hvordan kan modstanderen ”bare” tillade dette, når netop disse centrale midtbanespillere er iscenesættere af de forreste spillere, som oftest er dem, der scorer målene? Hvorfor har Xavi Hernandez (efterfølgende kaldet Xavi) så ofte afgørende fødder med i Barcelonas offensiv og scoringer? Hvordan skaber de sig pladsen, disse midtbanekreatører? Hvorfor mister de så forholdsvis få bolde…selv bolde der spilles frem i banen? 

Xavi er måske det ypperste eksempel på en midtbanespiller, der stort set er uundværlig for holdet og dets spilkoncept. Så når jeg har valgt at fordybe mig i Xavi, er det ikke fordi, jeg er Barcelona-fan…men derimod fordi han efter min mening er en af de dygtigste centrale midtbanespillere i verden. Han er altid spilbar med plads omkring sig, og han mister stort set aldrig bolden. Han må gøre et eller andet smart… 

Uden at sammenligne en dansk U19-kvindelandsholdsspiller, Julie Trustrup Jensen fra Brøndby IF, med FC Barcelonas måske bedste spiller, -hvilket nok også ville være mere end naivt-, finder jeg det relevant at se på danske hold, der også, som det er tilfældet på både de danske kvinde- og herrelandshold, gerne vil spille bolden op gennem midten og på den måde sætte deres midtbanespillere i scene. Udover Xavi og førnævnte Julie er en spiller som Mike Jensen (begge særdeles talentfulde midtbanespillere, der har været/er på igennem DBU-skolingen i kraft deres deltagelse på diverse ungdomslandshold) fra Brøndby og på det skrevne tidspunkt det danske u21-landshold for herrer interessant, da det netop er spiltyper som disse, der gør possession-fodbold og opspil via den centrale midtbane muligt. Således vil U19-kvindelandsholdet, hvor jeg er træner, Danmarks U21-herrer, der på skrevne tidspunkt skulle spille U21 EM i Danmark og Barcelona samt de tre førnævnte spillere være et godt afsæt for mine analyser og undersøgelser. 

Jeg ville gerne se nærmere på, hvilke elementer vi danskere mangler ifht. verdens bedste. Hvor skal vi lægge til og bygge ovenpå for bare at nærme os? Hvilke tekniske finesser kan bringe os et stykke videre? Er der nogen fysiske ting, der spiller ind? Hvordan med det taktiske? Det holdtaktiske…det individuelt taktiske…de relationelle færdigheder. Hvordan udvikles denne spilforståelse og dette høje niveau af spilintelligens? Ja, spørgsmålene er mange, og svarene forhåbentlig både interessante og brugbare?

Håber du vil bruge lidt tid på at læse min opgave igennem og måske kan DU, ligesom Jeg, bruge en STOR del af opgaven i DIT daglige arbejde med dine spillere og dermed dygtiggøre dem..

God fornøjelse
Søren Randa-Boldt

Læs opgaven.

Seneste nyt fra "Opgaver og rapporter"