Gå til forsiden
MENU

Dortmunds succeskultur

BVB Dortmund er en stor klub, men arbejder og har en kultur som i en lille klub. Cheftræner Jürgen Klopp giver spillerne frihed og god behandling, så længe de løber mere, end de nogensinde har gjort før! U/17 landsholdstræner Jan Michaelsen fortæller om mødet med Jürgen Klopp.

2016_bolde 812x568.jpg
AF: DBU Kommunikation

Vi møder en storsmilende og meget casual klædt Jürgen Klopp ved indgangen til den nybyggede professionelle afdeling i BVB Dortmund. Han kommer lige fra en 3 timers scoutingsession sammen med sportsdirektør Zorc og scoutchefen. De har kigget på nogle meget spændende spillere, og Jürgen Klopp virker som en mand fyldt med overskud og passion i sit job. Uden at røbe for meget i denne omgang fortæller han, at han elsker danske spillere og kommer ind på hans tidligere spillere Leon Andreasen og Bo Svensson. Han har haft et rigtig fint forhold til dem begge og roser dem højt for deres talent og mentalitet. Han nævner også Muhammed Zidan og griner stort.

 

"Han løb også meget… i de første 5 uger!"

Scenen er sat – Klopp er en personlighed, som helt klart kan noget med mennesker. Det må Jan Michaelsen erkende efter at have været sammen med ham i 5 minutter.

Ny spillestil
Dortmund var det hold, som løb mest i CL sidste år og tabte. Klubben og Klopp var nødsaget til at ændre dele i deres spil for at få succes. Efter at have analyseret kampene indgående ændrede de deres preshøjde og begyndte at arbejde med at stå dybere i deres forsvarsspil og i at have et bedre defensivt presspil.

Erfaringen fra de første kampe i CL hjalp selvfølgelig også et ungt hold med masser af sult og fysik, men som ikke havde prøvet den helt store scene før. Den anderledes spillestil betød også at spillere som Reus, som har behov for bagrumsplads, virkelig præsterede i CL, hvorimod at Reus havde problemer i Bundesligaen, hvor holdene stod meget lavere og efterlod meget lidt plads til dybdeløb.

Spillerne skal løbe mere  
Klopps filosofi handler enormt meget om spillernes mentalitet. Det første han gør, når han får en ny spiller, er at lave en aftale med denne spiller:

"Du får det godt her – du får meget frihed – jeg behandler dig godt, så længe du løber mere, end du nogensinde har gjort før! Jeg elsker sjov og elsker at grine og smile, men giver du ikke alt, er jeg ikke sjov. Hvis du ikke holder den aftale, bliver jeg til et dyr!!!"

Alle spillere har underskrevet en aftale med Klopp og klubben, hvori der er nedskrevet flere værdisæt. Disse værdier hænger ud foran spillernes omklædningsrum, så de bliver mindet om dem hver dag. Men han nævner, at det er ikke svært at få spillerne med sig. De vil også vinde. Men vi skal være en enhed på og udenfor banen.

Men det er ikke kommet fra start af. Det første år brugte Klopp på at rense ud i truppen, og der var en underen over de nye indkøb han foretog, men stille og roligt blev det tydeligere for alle, hvad han gjorde og hvilken effekt, de nye tiltag havde på klubben og resultaterne.

Alle følger Klopp
Alle spillere i Dortmund skal give alt. Det er det, Klopp har formået at få frem i disse spillere i de 4 år, han har arbejdet i BVB. Han kan flytte spillerne langt, men det sidste stykke er det spilleren selv, som afgør det. Udførelsen, beslutningen – det er det, topspillere kan og gør. Han arbejder med mentalitet og med at få holdet til at gå samme vej. Som han siger:

"Selvom min vej er den forkerte – så længe alle følger mig, har vi en chance. Problemet kommer, hvis folk drejer fra undervejs – så har vi problemer!!"

Han arbejder med en filosofi om krav, kærlighed og konsekvens.

"Det er vigtigt at være konsekvent, idet spillerne tager hele hånden, hvis de mærker, du tøver eller mister grebet. Og det er vigtigt, at jeg er over dem. Hvis de fik lov til at styre det selv, ville der gå 5 minutter, og det hele var kaos. Selvom det er dygtige og ærgerrige spillere, skal jeg være over dem."

Klopp nævnte, at han havde aftalt med holdet, at hvis de løb 118 eller over pr. kamp i de sidste 10 kampe inden julepausen for 1½ år siden, så gav han dem 3 ekstra fridage. De gjorde det kun i de 9 første, men vandt alle 10 kampe, og de fik selvfølgelig fri.

Grundstenen er defensiv stabilitet
Hans taktiske udgangspunkt er defensiv stabilitet. Det er grundstenen i hans indgang til kampene.

"Vi skal være stabile defensivt, og hvis vi har en dårlig dag spiller vi 0-0. At du holder nullet giver flexibilitet til at gøre noget offensivt. Der er ingen undskyldninger for at forsvare dårligt."

Holdets grundsten er 2 fysisk stærke stoppere og stor og stærk 9 på top. Bagved arbejder 3 små, hurtige spillere med teknisk flair og kreativitet. 2 løbestærke backs med masser af offensiv power og gennembrudskraft. 2 midtbanespillere, som arbejder hårdt og som samtidig kan bygge spillet og iscenesætte omstillingerne. Han vil forsvare højt på banen og være de bedste på at reagere på omstillingerne begge veje.

Skifter ofte system
De skifter ofte system, og det er altid gået godt undtagen i lokalopgøret imod Schalke 04. Pga. skader var Klopp nødsaget til at spille 3-5-2, og det fungerede ikke, og holdet blev kritiseret groft. Klopp tog skylden og som han sagde:

"Det er bedre at pressen og fans er sure på mig og ikke holdet."

Problemet var, at de ikke havde øvet systemet på banen og blev straffet i kampen, og allerede efter kort tid var kampen afgjort. Han ved godt, at han ikke er perfekt, og derfor var det ikke noget problem at tage skylden og sige til holdet, at han begik en fejl.

Han ændrede også systemet imod Manchester City i CL på udebane. De trænede det i 20 minutter, og det gik fint. Det er et godt hold taktisk, og de kan spille med mange systemer.

"Det er klart, at det bedste er et system, som bliver optimeret hele tiden, men nogen gange kan man vinde ved at modstanderen skal omstille sig på et nyt system, selvom ens eget hold ikke er eksperter i det nye system, idet modstanderen også taber kvalitet."

Satser på omstillingen
Fodboldmæssigt satser han på omstillingen. Det er stort set integreret i alle spil og øvelser i træningen. Han vil indbygge en reflex, så spillerne ikke er i tvivl ved boldtab eller erobring. Der skal spillerne kun tænke på at genvinde bolde så hurtigt som muligt. Det kræver, at spillerne er tæt sammen og klar til hele tiden at tænke fremadrettet presspil. Ved erobring ønsker han, at der foretages dybe løb med intensitet. Og det er hver gang, det skal ske.

Arbejder som i en lille klub
Igennem de 4 år er han vokset sammen med holdet, og han siger ikke de samme ting til holdet, som han gjorde i starten. Men filosofien er den samme.

"Vi er en stor klub, men arbejder og har en kultur som i en lille klub. Stemningen er god, og alle hjælper hinanden. Vi påskønner rengøringskonen og greenkeeperen. Det er basen for os."

Hvert år har han mistet en stor og betydningsfuld spiller, og det ødelægger lidt hver gang. Det giver altid problemer.

"Vi har mistet Kagawa, Sahin og måske ryger der flere spillere efter denne sæson. Men han er ikke bange for at holdet bliver spredt for alle vinde. Spillerne har det godt her i BVB – 80.000 fans på stadion, gode faciliteter, og så tjener de altså også godt her. Ikke i nærheden af Bayern dog. Men de fleste spillere skal vi skyde for at få dem ud herfra….. "

Flere af spillerne er kommet til klubben som helt unge eller blevet flyttet op fra ungdomsafdelingen. En spiller som Hummels blev hentet i Bayern som 18 årig og er nu blevet en verdensklassespiller under Klopp, og det samme er Götske. Men holdet har også brug for nye spillere for at bevare sulten for at vinde. De må ikke være tilfredse.

Succeskultur
Inden han går ud til træning, når han at understrege endnu engang – kulturen i klubben er den vigtigste parameter for langvarig succes – sådan var det også i Mainz, da Klopp var der, og det er blevet i Mainz også efter, han forlod klubben. Det er nøglen – Kulturen er det vigtigste!! Og så er han ude på banen med kasket og de store sorte briller. Han ligner langtfra en Van Gaal eller Mourinho, men han har efterladt et stort og flot indtryk. En træner som ved, hvad han vil og er lykkedes til perfektion med sine ideer og filosofi i en fantastisk klub.

Om Jürgen Klopp

  • Klopp spillede sin senior karriere for Mainz 05 1989-2001.
  • Efter Mainz 05 blev Klopp udnævnt som klubbens manager, som han ledte i syv år.
  • I maj 2008 blev Klopp leder af Borussia Dortmund.
  • Førte Borussia Dortmund til Bundesliga titler i 2010-11 og 2011-12 sæsonerne.
  • I 2011-2012 fik Borussia Dortmund 81 point, hvilket er rekord i Bundesligaen.
  • Den 12. maj 2012 skrev Klopp Borussia Dortmund historie ved at vinde klubbens første dobbelt ved at besejre Bayern München 5-2 og vinde DFB-Pokal.

Landstrænergruppen

  • Morten Olsen, Landstræner
  • Peter Bonde, Assisterende landstræner
  • Thomas Frank, U19 landstræner
  • Nils Nielsen, U18 landstræner
  • Jan Michaelsen, U17 landstræner
  • Per Holm, U16 landstræner
  • John Helt, Elitechef
  • Peter Rudbæk, Trænerkonsulent
  • Fra 01.07.2013: Jess Thorup, U21 landstræner.

 

Seneste nyt fra "Opgaver og rapporter"