Gå til forsiden
MENU

Færre finter og flere driblinger og vendinger

Martin E. Johansen har i sin A-opgave arbejdet med de kampafgørende offensive udfordringer. Hans analyser og erfaringer siger, at finter ofte giver mange boldtab. Driblinger i høj fart og vendinger centralt giver meget mere succes.

311014-Driblinger.jpg
AF: DBU Kommunikation

Der bliver løbende produceret masser af spændende opgaver af DBU’s kursister, og en af de meget inspirerende og ’praksis-orienterede’ er Martin Enggaard Johansens A-opgave: ”Offensive udfordringer på modstanderens banehalvdel.” 

Martin Johansen var ungdomstræner, da han skrev opgaven – i dag er han assistent for divisionsholdet i Hvidovre. Han havde en tese om, at man kan optimere, hvordan man udfordrer på modstanders banehalvdel. Og så havde Hvidovre-træneren en oprigtig tvivl om, hvilke af de tre offensive udfordringer – finter / vendinger / driblinger - der er mest anvendt og har størst succesrate på højeste niveau. 

De mest markante resultater
Analyserne byggede på 20 internationale topkampe, og her viser data, at der helt overordnet bliver udfordret dobbelt så meget med driblinger som med finter. 

Tallene viser også, at der er en markant større succes med dribling og vendinger – fremfor finterne. Finterne giver desuden mange flere boldtab og de medfølgende omstillinger imod det udfordrende hold. Netop de boldtab, som der er så meget fokus på at undgå i moderne fodbold. 

Opgaven sætter også fokus på, hvad der sker efter udfordringen. Og her giver det absolut mest succes, når der bliver lavet en aflevering eller en afslutning efter udfordringen. 

Indlæg er sjældent med succes, når de bliver foretaget af spillere, der kommer i høj fart efter en udfordring. Her kan det ofte være mere hensigtsmæssigt at aflevere til eksempelvis en back eller en spiller, der ikke er oppe i samme tempo – og som kan lave et mere præcist indlæg. 

Interessante pointer
Martin Johansen noterede sig specielt i forhold til finterne – at der oftest bliver fintet i området på siden af straffesparksfelt – med et efterfølgende hav af boldtab efter finterne i det rum. Denne betragtning er særlig interessant ifølge forfatteren, fordi man ellers typisk har den opfattelse, at det er på kanterne, at de finte-stærke spillere skal kunne udfordre. 

De dygtige og succesfulde driblere er ikke fokuseret på at udfordre de spillere, der står lige foran dem. De går efter rummet omkring i stedet for, så de kan udnytte de muligheder og åbninger, det giver efterfølgende. Det vil sige, at udfordringen ikke handler om at komme ud på den anden side af forsvarsspilleren. Det handler om at komme i en position, så holdet kommer tættere på at score. 

Og hvis finterne skal udføres med succes, så er det desuden vigtigt, at de bliver udført i høj fart. Der er nemlig ekstra mange boldtab, når finterne bliver udført af en spiller, der står stille overfor sin direkte modstander. 

Konkrete anbefalinger
De konkrete anbefalinger fra forfatteren lyder derfor på, at spillerne skal søge ind centralt og sætte udfordringerne ind i stedet for. Det kan være en kantspiller, der søger ind mod midten. Som eksempelvis Messi ofte gør det, når han arbejder sig ind på tværs og udfordrer rummet foran forsvarsspillerne centralt. Hvilket fører Martin Johansen videre til sin næste pointe. 

I et videre perspektiv er det vigtigt, at de centrale midtbanespillere bruger speed/tempo-driblinger. En af midtbanespillernes vigtige opgaver er jo at skabe overtal centralt, og her kan Martin Johansen dokumentere, at det er et stærkt og effektivt våben, når midtbanespilleren dribler og vender med bolden. Analyserne viser, at når der bliver afleveret efter en succesfuld vending, så er holdet næsten 100 procent sikker på at være i boldbesiddelse efter denne udfordring. 

Gode ideer til træningsbanen
I praksis har Martin Johansen den filosofi, at man altid skal indrette træningen efter de spillere, man har. Er der eventuelt nogle spillere, der viser særlig talent for at udfordre, så skal man stimulere dem og bygge ekstra ovenpå. Det er ikke alle spillere, der hverken kan eller skal bruge disse spilelementer. 

En anden pointe er at lade være med at træne disse tre elementer isoleret. Spillerne skal ikke bare stå overfor hinanden. Det er meget bedre, når de træner udfordringerne i funktionelle øvelser. 

Martin Johansens erfaring er, at der bliver lavet mange skabeloner og spillemæssige øvelser i dag – men det er meget sjældent, at der bliver lagt en udfordring ind i skabelonerne. Det vil være rigtig givende at lægge dem ind, så spillerne oplever hvor på banen og i hvilke rum, de kan og skal udfordre. 

I det hele lyder slutanbefalingen på, at man skal træne langt mere driblinger og vendinger i børnetræningen – og bruge mindre tid på at træne finter. I Hvidovre har Martin Johansen været med til netop at få indført ”5 Sikre ” for alle børneholdene. Et særligt Hvidovre-ATK-koncept, der bygger på fast træning af følgende grundelementer: 1. driblinger / 2. målscoring / 3. førsteberøring / 4. 1v1 offensiv og defensiv / 5. vendinger. 

De sidste gode råd fra Martin Johansen lyder på at bruge video i det daglige arbejde med de offensive udfordringer. Find de gode eksempler på offensive udfordringer og træk dem frem, så der kan arbejdes videre med de succesrige detaljer i den daglige træning. 

Og sidst men ikke mindst. Få skabt en bevidsthed hos spillerne om de offensive udfordringer. Og det er netop vigtigt at kalde det ”offensive udfordringer” og ikke ”en-mod-en-situationer”. For spillerne skal mest af alt lære, at det ikke handler om manden foran dem – men om at skabe sig rum til at skabe chancer. 

Gode råd til læsning af opgaven
Opgaven har både en kvantitativ og en kvalitativ del, og Martin Johansen anbefaler, at man specielt husker at læse de afsnit, hvor de to bærende eksperter, han har interviewet, får analyserne overført til daglig praksis. 

Kommentarerne fra de to meget erfarne herrer - Thomas Frank (dengang U19-landsholdstræner – nu Brøndby) og Carsten Dohm (tidligere U12-U15 udviklings- og specifikansvarlig i FCN) - er skrevet ind i opgaven, så de netop underbygger opgavens analyser med eksperternes praktiske erfaringer. Deres store baggrundsviden sætter tingene i et større perspektiv og anviser, hvordan der kan arbejdes med offensive udfordringer på højeste niveau.

Du kan finde opgaven her.

Seneste nyt fra "Opgaver og rapporter"