Gå til forsiden
MENU

Fastholdelse af teenagere: Her er fem gode råd

Hvis du træner teenagere, ved du, hvor udfordrende det kan være at fastholde dem i sporten. Her får du fem gode råd til, hvad spillerne gennemgår i disse formative år, og hvordan du bedst håndterer dem.

Teenagere
AF: Joachim Højer Weichel

Når børn træder ind i teenageårene, tager deres udvikling uden for fodboldbanen for alvor fart. Denne udvikling skaber også en række udfordringer, som påvirker deres spil på banen. I værste fald går det ud over deres lyst til at spille fodbold.

Derfor bringer vi en række råd fra det engelske fodboldforbund, The FA, videre til dig, som har med teenagere at gøre. Således har vi udvalgt fem gode råd, som kan hjælpe dig til at forstå dine spillere.

 

Fysisk og emotionel ustabilitet

Teenageårene er forbundet med dramatiske ændringer – både fysisk og følelsesmæssigt. Én af konstanterne i tilværelsen er at dyrke sin sport, og derfor er det vigtigt, at man også bruger tiden på at lære spillerne om eksempelvis empati.

 

Negativ respons på kritik

Spillere har svært ved at håndtere kritik, og det bliver ikke lettere i teenageårene. Derfor er det vigtigt, at du har en positiv tilgang til spillerne og tilpasser din kommunikation til den enkeltes behov.

 

Gruppepres

Unge spillere er hårde ved sig selv, og det samme er kammeraterne. Derfor er det naturligt, at de søger hinandens accept før forældrenes eller trænerens. Det kan du som træner udnytte til at dyrke fællesskabet gennem diverse øvelser og arrangementer.

 

Risikovillige

Teenagere er ofte villige til at tage chancer, fordi de føler, at det er det værd med den potentielle gevinst in mente. Det gælder især, når de vil accepteres af deres venner og bekendte.

 

Fokus på forbedring, ikke resultater

Det er vigtigt at definere en succesoplevelse som noget andet og mere end en sejr, da nederlag kan have stor indflydelse på lysten til at spille. I stedet er det værd at fokusere på læringsprocessen – så kommer resultaterne af sig selv.

 

Rådene kommer fra The Bootroom, som har yderligere fire råd, du kan læse her.

Seneste nyt fra "Opgaver og rapporter"