Gå til forsiden
MENU

Karlsen i Kina: Fodboldkultur med kæmpe potentiale

Morten Karlsen rejste til Kina på sin Pro-træner studietur for at lære en anderledes fodboldkultur at kende, der i øjeblikket får stor omtale på grund af en massiv økonomisk indsprøjtning. Her fortæller han om sit specielle indtryk hos klubben Henan Jinaye.

Karlsen_Kina1.png
AF: Alexander Paaske

Fodbold er verdens mest populære og udbredte sportsgren - og spilles selvfølgelig ikke kun på europæiske breddegrader. Men det er alligevel sjældent, at fodboldsnakken når uden for Europas grænser med Champions League samt EM- og VM-kvalifikationskampe på kontinentet.

De seneste par år er Kina trådt ind på fodboldscenen med flere milliarder i ryggen og et ønske om at skabe et stærkt landshold ud af verdens mest befolkningsrige land. Flere stjernespillere har taget rejsen østpå til den asiatiske stormagt, men også danske Eddie Gomes har taget springet og er nu anfører i Henan Jinaye.

U19 Liga-træner i FC Nordsjælland, Morten Karlsen, benyttede den mulighed til at besøge Gomes og hans kinesiske klub på sin studietur i juni som en afsluttende del af hans Pro-træneruddannelse. Her fandt han ud af, at den øgede medieomtale og dybere pengepung ikke bare er lig med fodbold på et højt niveau.

“Jeg ved godt, at den kinesiske liga er under opbygning, men jeg var overrasket over det samlede niveau på holdet. At der kunne være så stor forskel på de bedste og de dårligste spillere. Taktisk er den danske liga et stykke foran ud fra det, jeg så, mens det tekniske niveau er meget lige,” siger Morten Karlsen. 

Til Kina for at få anderledes inspiration

Karlsen tog til Kina med et håb og et mål om at opleve en fodboldkultur, der adskiller sig markant fra den, vi kender fra Europa.

“Turen har givet mig det, jeg gerne ville; at opleve en meget anderledes fodboldkultur, der samtidig får meget omtale på grund af økonomien. Vi (trænere) tager tit til europæiske klubber og bliver påvirket eller inspireret af deres måde at gøre tingene på, så jeg gjorde det for med garanti at se noget helt andet og samtidig få udvidet mit netværk,” forklarer U19 Liga-træneren.

Karlsen erfarede blandt andet, at Henan Jinaye havde en meget hierarkisk kultur, hvor træneren og anføreren - danske Eddie Gomes - nyder stor respekt og har det sidste ord.

Derudover kom det bag på ham, at der var et ganske lille indblik i, hvad der foregår længere nede i systemet specielt med tanke på, at de kinesiske klubber fra næste sæson skal bruge flere hjemlige spillere i et forsøg på at styrke kinesisk fodbold. 

Kæmpe kinesisk potentiale

Ud over at have oplevet en anden tilgang til både fodboldspillet og alt det rundt om fik Morten Karlsen nogle ledelsesmæssige indtryk, der kan hjælpe ham i trænergerningen.

”Jeg fik et indblik i de mange forskellige kulturelle hensyn, der skal tages i en trup med mange nationaliteter, hvor der selvfølgelig er sprogbarrierer. Eksempelvis hvordan man taler til kinesiske spillere,” siger han.

Selvom Morten Karlsen mener, at Kina stadig har et stykke op til niveauet i mange europæiske ligaer, så er forudsætningerne for en fremtidig storliga på plads.

“Der er så meget økonomi, at hvis kulturen bliver bygget op rigtigt og udviklet ordentligt, er der et kæmpe potentiale,” siger han.

Seneste nyt fra "Opgaver og rapporter"