Gå til forsiden
MENU

KBB: Vejen til Superligaen er blevet meget længere

Siden den nuværende assistenttræner i FC Midtjylland, Kristian Bach Bak, selv sparkede døren ind til førsteholdet i 2000, er vejen til Superliga-truppen blevet brolagt med bump på vejen. Han brænder dog for at hjælpe ungdomsspillerne gennem nåleøjet. Derfor har han skrevet sin PRO-opgave om værdibaseret ledelse i transitionsfasen fra ungdoms- til seniorspiller.

KBB 1
AF: Joachim Højer Weichel

Adrenalinen pumper rundt i kroppen på FC Midtjylland-assistenttræner Kristian Bach Bak. Hans hold fører 0-2 på udebane mod SønderjyskE – hans tidligere chef Glen Riddersholms hold – i 7. runde af den igangværende 3F Superliga-sæson, da han i samråd med den nyudnævnte cheftræner Brian Priske beslutter at sætte 18-årige Gustav Isaksen fra klubbens eget akademi på banen til sin debut.

I én af hans første aktioner viser han prøver på sin tekniske kunnen, da han sætter sin direkte modstander med en fræk teknisk detalje – til stor glæde for trænerduoen, som udveksler blikke, smil og en energisk high five. Med ét bliver Gustav Isaksen pludselig symbol på FC Midtjyllands DNA. Men han er også symbolet på en ny generation af spillere, som ifølge Kristian Bach Bak tvinger ham selv og klubben til at gentænke tilgangen til ledelse i transitionsfasen fra ungdoms- til seniorspiller.

”Den altoverskyggende trussel er, at fodbold bliver en stadig mere individualiseret sport i stedet for at være en holdsport, hvor ingen er over holdet. På den måde kommer vi også længere væk fra essensen af fodboldspillet,” vurderer den 36-årige assistenttræner, som værner om FC Midtjylland-familiens værdier i hverdagen.

Det er denne samfundsudvikling, som har inspireret Kristian Bach Bak til at skrive om værdibaseret ledelse i transitionsfasen fra ungdoms- til seniorspiller i sin PRO-opgave, som han for nylig har forsvaret.

Vokser med klubben

Kristian Bach Baks egen professionelle karriere som fodboldspiller strækker sig over 16 år. Han har spillet med om mesterskaber i både ind- og udland. Med andre ord har han prøvet det meste på egen krop. Så vidt det er muligt, forsøger han derfor altid at dele ud af sine egne erfaringer som spiller. Især opholdet i hollandske Heerenveen ser han som gavnligt, fordi han kan hjælpe med at klæde klubbens akademispillere på til den hårde virkelighed, som venter dem i udlandet.

”Min tid i Holland lærte mig først og fremmest om frustration. Jeg var taget afsted for at spille fodbold og pludselig sad jeg ude i 10 måneder med en drilsk skade,” fortæller den tidligere højre back, som spillede i Heerenveen fra 2007/2008-sæsonen til og med 2009/2010-sæsonen, inden han vendte hjem til FC Midtjylland, hvor han siden sluttede sin aktive karriere og gik trænervejen.

Selvom han gerne deler ud af sine oplevelser, er han også bevidst om, at vejen til Superliga-truppen i FC Midtjylland er blevet meget længere, end da han selv spillede sig til en plads i 2000.

”Klubben har haft vokseværk. Det er blevet meget sværere at få en plads i førsteholdstruppen, fordi afstanden mellem Superliga-holdet og U19-holdet er vokset,” forklarer Kristian Bach Bak, der ikke mener, at transitionen skal være let. Modgangen, de møder som seniorer, er ifølge ham nemlig langt større end tidligere.

Det springende punkt for ham i denne sammenhæng er, om man finder den rette trupstørrelse, så de unge spillere fra klubbens eget akademi kan se en vej til spilletid – også i de tilfælde, hvor den adskiller sig fra andres.

”Der er mange forskellige veje til spilletid på førsteholdet. Det vigtigste er, at alle interessenter – spiller, agent og klub – arbejder i samme retning mod det samme mål,” siger Kristian Bach Bak, der har kontrakt med klubben indtil 2024. Et vidnesbyrd om, at han og klubben er enige om retningen.

Ærlighed er kærlighed

Derfor lever og ånder han også for klubben. Har klubbens DNA helt inde under huden. Bruger værdierne som kompas. Han er på én og samme tid klubbens fortid, nutid og fremtid. Så når de unge spillere lykkes, lykkes han. Han kan nemlig se sig selv i de unge akademister, som sparker døren ind til førsteholdet med jævne mellemrum.

De seneste skud på stammen er Nikolas Dyhr, Mikael Anderson og Gustav Isaksen. De er alle nu en del af førsteholdstruppen, fordi de har kunnet håndtere de høje krav, som er blevet stillet til dem i løbet af deres tid på akademiet.

At være dygtig U19-spiller på akademiet er dog ikke ensbetydende med, at man er sikret en plads på Superliga-mandskabet i fremtiden.

”Vi skal ikke gå rundt med for mange spillere, som tror, de kommer i Superliga-truppen,” forklarer Kristian Bach Bak, som medgiver, at det kan lyde hårdt for udefrakommende.

Men når spillerne bliver optaget på akademiet, lover klubben dem kun tre ting. Oplevelser, udfordringer og skuffelser. De bliver en del af et udskilningsløb, hvor man som spiller er i kapløb med tiden. Denne ærlighed kendetegner klubbens måde at gøre tingene på. Man er ikke i tvivl om, hvor man har hinanden.

Det er den tilgang, der har udviklet spillere som Winston Reid, Simon Kjær og Rasmus Nissen. Derfor fortsætter klubben også ufortrødent, fordi de er overbeviste om, at næste kuld unge ulve er på vej. Og Kristian Bach Bak og resten af Superliga-trænerteamet står klar til at møde dem i øjenhøjde for at hjælpe dem med at opfylde deres uomtvistelige potentiale.

Seneste nyt fra "Opgaver og rapporter"