Gå til forsiden
MENU

Omstillingen fra possession til direkte spillestil

AGF skiftede cheftræner og spillestil hen over vinteren 15/16, men fastholdt 4-3-3-systemet. Holdets fysiske træner, Thomas Rostgaard Andersen, analyserede i sin A-træneropgave, hvad det betød for spillernes fysiske og tekniske præstation i kampene i ALKA Superligaen.

Rostgaard_Andersen_Aopgave.png
AF: Alexander Paaske

Et trænerskifte medfører ofte markante ændringer på et fodboldhold. Nyt system og ny spillestil er ofte en selvfølge, men hvad betyder det egentlig for et hold og dets fysiske og tekniske udtryk, hvis systemet er det samme, men filosofien en anden?

Hen over vinteren 2015/16 sagde AGF farvel til Morten Wieghorst og bød Glenn Riddersholm velkommen som holdets nye cheftræner. Spillermaterialet var stort set uændret, og ’De Hvie’ holdt også fast i 4-3-3-systemet.

Mere direkte og flere løb

Alligevel var det et helt andet AGF-hold, der løb på banen i foråret 2016. Det har klubbens tidligere fysiske træner, Thomas Rostgaard Andersen, analyseret i sin A-træneropgave ’Teknisk og fysisk aktivitetsprofil hos professionelle fodboldspillere - Indflydelsen af en ændring i spillestil,’ hvor han netop tog udgangspunkt i AGF’s ændring i spillestil i 4-3-3-systemet.

”Konklusionen er, at selvom vi i realiteten spillede det samme system, gik vi fra en possession-baseret spillestil til en mere direkte spillestil med færre pasninger og et større antal dueller til følge,” fortæller Thomas Rostgaard.

Opgaven lå lige til højrebenet, da han til daglig arbejdede med de data i klubben. På samme tid undrede Rostgaard sig over, hvorfor der havde været mange undersøgelser med sammenligner af spilleres fysiske og tekniske profil på forskellige positioner, men det var aldrig blevet grundigt belyst, hvilken indflydelse det har for et hold at skifte spillestil under det samme system. Og hvilken bonus det kan have, hvis implementeringen sker efter planen.

I AGF betød den mere direkte spillestil, at der med det samme spillermateriale som i efteråret skulle skrues op for den fysiske præstation i forårets halvsæson. Som et middel hertil blev den individuelle positionsspecifikke fysiske træning eksempelvis gjort mere kollektiv for bedst muligt at kunne overføre den spillemæssige ramme fra træningsbane til kamp.

”Vi satte flere spillere i gang på samme tid i de normalt individuelle fysiske træningsøvelser for at fremelske de løbemønstre og den indbyrdes forståelse, vi ønskede på banen. Og selvom spillerne naturligvis forbedrede deres fysiske potentiale henover forårets forberedelses-periode, så kunne de ændringer, vi observerede, slet ikke forklares ud fra fremgang i den fysiske form alene, forklarer Rostgaard.

Detaljeret rettesnor giver bonus

Til selve kampene arbejdede (og arbejder) klubben med ’fysiske spillestilssætninger,’ der er en rettesnor for, hvordan spillerne og holdet skal præstere fysisk i kampen. For traditionsklubben er et eksempel på det blandt andet ”hårdere arbejde end modstanderen i hele kampen (en stor og høj-intens distance skulle tilbagelægges) og flere ’all-out-sprints’ end modstanderen.”

Langt flere scoringsmuligheder opstår nemlig efter lige fremadrettede sprints ved maksimal fart, hvilket er blevet påvist i et tidligere udført studie i den tyske Bundesliga. Så på den måde giver det mening at arbejde med udgangspunkt i den type af statements i det daglige. 

”Også fra kamp til kamp havde vi en mindre variation i den fysiske præstation, efter vi påbegyndte det systematiske arbejde med spillerne fysiske udtryk. Så vi vidste med andre ord lidt om, hvad der fysisk var at regne med, og så kunne vi langt bedre planlægge, hvordan holdets fysiske potentiale mest optimalt kunne udnyttes og få holdet til at arbejde som en enhed,” fortæller Thomas Rostgaard.

For at overføre sin spillestil på bedst mulig vis til weekendens kamp, kræver det en analyse af ens egne kvaliteter i forhold til den måde, man vil spille på, og hvordan modstanderen agerer. Man skal lave en fornuftig game plan til hver kamp med detaljerede aftaler. Det kunne for eksempel være at lægge et højt pres de første ti minutter eller konstant true bestemte områder i banen.

AGF’s meget direkte spil kan i perioder af kampe betyde lange bolde frem til Morten ”Duncan” Rasmussen, men typen af afleveringer til den målfarlige targetman afhænger ofte af modstanderen.

”I nogle kampe ville vi arbejde med bolde op mod ’Duncan’ og have spillere i løb rundt omkring ham. I andre kampe fik han bolden i fødderne og kunne så lægge den af. Det kommer blandt andet an på, om forsvaret støder op eller falder,” siger Rostgaard og påpeger, at da ”Duncan” var skadet i en længere periode i dette forår, var de lange bolde slet ikke i spil på samme måde.

Ifølge Rostgaards analyse opnåede klubben fra den jyske hovedstad den ønskede målsætning om en større forskel mellem AGF og modstandernes fysiske præstation efter spillestilsskiftet. I A-opgaven konkluderer han, ”at udførelse af en game plan og implementering af fysiske spillestilssætninger kan resultere i en mere optimal udnyttelse af holdets fysiske potentiale.”

Du kan læse Thomas Rostgaard Andersens A-træneropgave i sin fulde længde lige her.

Seneste nyt fra "Opgaver og rapporter"