Gå til forsiden
MENU

Jens Berthel Askou om overgangen fra spiller til træner

Vendsyssel-træneren føler selv, at overgangen fra spiller til træner har været glidende, selvom den 36-årige træner for kun to år siden stadig var aktiv, og i dag står i spidsen for et Superliga-mandskab.

JensBerthelBilledeTilTL_red.jpg
AF: Hjalte Christensen

Foto: Vendsysyssel FF og PhotoCare, Hjørring

 

25. marts 2018 spillede et Vendsyssel-mandskab, hårdt ramt af skader, topkamp i Nordic Bet-ligaen mod HB Køge. Kort før tid blev Jes Berthel Askou, som på det tidspunkt var assistenttræner i Vendsyssel, skiftet på banen. Mindre end et halvt år efter står han i spidsen for den selvsamme klub, der nu spiller i Superligaen. Alligevel føler den unge cheftræner ikke, at overgangen fra spiller til træner er gået for stærkt eller har været for hektisk.

”Jeg føler faktisk, at overgangen har været rimelig glidende – selv om den har været forholdsvis hurtig, har jeg ikke tænk over, at tingene er gået stærkt” siger Jens Berthel Askou.

Det er i den grad gået hurtigt for Jens Berthel Askou og den nordjyske klub Vendsyssel FF, hvor han nu er Superliga-træner. Men som han selv siger, startede trænerkarrieren gildende, og den aktive fodboldkarriere blev heller ikke afsluttet fra den ene dag til den anden for Jens Berthel Askou.

 

Slut på en karriere, start på en ny

Efter flere år i udlandet vendte Jens Berthel Askou i 2011 hjem til Danmark, hvor han fik kontrakt hos Vejle Boldklub. Efter et par succesrige sæsoner i Nørreskoven, hvor han også blev anfører, gik turen videre til Esbjerg fB, der blev det sidste stop som aktiv spiller uden en trænerrolle.

 ”Tilbage i januar 2015, da jeg stoppede nede i Esbjerg fB, syntes jeg jo slet ikke, jeg var færdig med at spille. Jeg var lige kommet tilbage fra en diskusprolaps og havde haft nogle af mine største oplevelser som spiller kort forinden med blandt andet Europa League,” siger han og fortsætter.

”Jeg vidste allerede dengang, at jeg godt ville være træner, når jeg stoppede. Jeg havde fortsat meget lyst til at spille, men var i tvivl om kroppen kunne. Så fik jeg en henvendelse fra Jakob Michelsen i Skive IK, der spurgte om jeg havde lyst til at tage min A-licens deroppe, mens jeg var spillende assistenttræner.”

Det var den helt rigtige mulighed for Jens Berthel Askou, der sagde ’ja’ til tilbuddet uden at tøve. I Skive var han en del af et velfungerende trænerteam, og fik samtidig mulighed for at forsætte med spillet på grønsværen, mens han sugede en masse viden til sig fra et ”godt team”.

Efter halvandet år i Skive sluttede det samarbejde.

”I Skive spillede jeg fodbold, jeg fik min A-licens og blev bekræftet i, at jeg gerne ville gå trænervejen, men da jeg sluttede oppe i Skive, havde jeg en periode, hvor jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle. Jeg ville gerne fortsætte med at spille, men jeg var også fast besluttet på, at hvis der kom et fuldtidstrænerjob, så ville jeg slå til,” siger han.

Efter lidt tid som sportslig konsulent i sin lokale klub, og succesfuldt trænerarbejde i Thisted med oprykning, henvendte Vendsyssel FF sig i 2017. Her blev Jens Berthel Askou assistenttræner på et ambitiøst mandskab i landets næstbedste række. Han havde på det tidspunkt lagt støvlerne på hylden, og det var derfor langt fra planlagt på forhånd, at han i marts 2018 skulle få comeback på grønsværen. Det fik han dog. Og efter et par hektiske måneder, hvor han blev cheftræner efter en turbulent afsked med Erik Rasmussen, kunne han i slutningen af maj måned fejre Superliga-oprykning efter en samlet 3-1-sejr over Lyngby Boldklub.   

 

Klubben skal finde sig til rette

Jens Berthel Askou og Vendsyssel FF gik på et øjeblik fra en relativt anonym tilværelse i det danske fodboldlandskab til at være en del af Superligaen, og den virak der er en del af livet i landets bedste række.

”Det har været spændende, fedt og enormt travlt. Der har været mange ting, der har skullet klares både på og udenfor banen, men overordnet set har det indtil videre været fantastisk at være en del af,” siger den unge cheftræner og fortsætter.

”Vi er ikke verdens største klub, så der er en del ting udenfor banen, der fylder. Vi har jo ikke verdens største organisation, så der er nogle opgaver, der skal klares, som ikke normalt er træneropgaver, men det er en del af gamet lige nu. Vi udvikler os dog hele tiden og bliver skarpere og skarpere,” fortæller han.

I første omgang er den primære opgave for Jens Berthel Askou at holde Vendsyssel FF oppe i Superligaen, mens han selv, holdet og klubben vokser med opgaven.

Seneste nyt fra "Strategi og ledelse"