Gå til forsiden
MENU

Jess Thorup om FCM, guldkamp og CL-hymne

Da Jess Thorup bliver tilbudt trænersædet i FC Midtjylland, skal der ikke mange overvejelser til. Flere mener, at han kun kan skuffe, men han vil gerne prøve kræfter med en topklub og skabe resultater internationalt.

jess_thorup_812x568.jpg
AF: Michelle Thygesen

 

Klubben på den jyske hede har vundet deres første mesterskab. Jess Thorup har været til EM med U21-landsholdet og har kvalificeret Danmark til OL året efter, da han får et tilbud fra FC Midtjylland. Et tilbud, han ikke kan takke nej til.

”Mange spurgte, hvad jeg ville i FC Midtjylland, for jeg kunne jo kun skuffe. De sagde, at de ikke kan blive mestre igen. Men jeg følte, jeg kunne flytte klubben til nye højder. Også i forhold til Europa,” siger Jess Thorup.

Siden Thorup tiltrådte, har han stået i spidsen for FC Midtjylland i omtrent 30 europæiske kampe.

”I begyndelsen flyttede vi os kvantespring internationalt – det havde ingen set komme. Til gengæld tabte vi lidt pusten i den hjemlige liga. Og det var også fortjent nok, for vi distancerede os i forhold til de andre hold.”

I de to første sæsoner med Jess Thorup ved roret, vinder FC Midtjylland henholdsvis bronze og året efter bliver det til en fjerdeplads i Danmarks bedste række.

 

Føler aldrig sædet er varmt

I 2017/2018-sæsonen får FC Midtjylland ikke den bedste start. De taber 4-0 ude mod Brøndby og et par uger senere 2-1 til Helsingør. Trods en svær start mangler Jess Thorup aldrig opbakning fra klubben og ledelsen.

”Der var lidt snak hist og her. Men sådan er det, når man har med fodbold at gøre. For mange tænkte ’kom nu’. Men jeg mærkede ingenting fra klubben. Vi blev ved med at arbejde med den plan, som vi går efter. Det gav mig arbejdsro og jeg mærkede intet pres.”

Men resultaterne skulle ændres, hvis klubben skulle nå ambitionerne.

”Vi kom skidt fra land, og det gjorde ondt at tabe til Helsingør. Men vi fortsatte. For mig handler det også om, at vi var med til at trimme holdet til at spille med i tre ligaer. Superligaen, DBU Pokalen og Europa League. Det kom til at gå ud over spilsystemet, så vi ændrede vores måde at spille på.”

Vinder guld i slutspurt

10 kampe i slutspillet. Otte sejre. En uafgjort. En tabt. FCM bliver nr. et med 85 point i Alka Superliga. Og det er der en særlig grund til, forklarer cheftræneren.

”Vi formår at toppe på det rigtige tidspunkt. Det er det, der gør, at vi vinder guldet og mesterskabet med fire point og fuldt fortjent bliver danske mestre.”

Jess Thorup fortæller desuden, at han og holdet ikke kiggede mod guld-favoritterne på Vestegnen og deres resultater. For det var alligevel ude af deres hænder.

”Vi blev ved med at have troen på, at vi skulle vinde vores. Vi bevarede troen og blev ved i stedet for at kigge på Brøndbys kampe og håbe, at de ville tabe. Jeg koncentrerede mig kun om holdet, og fik spillerne med på den rejse.”

Og rejsen skal gerne fortsætte. For selvom FC Midtjylland kan kalde sig forsvarende danske mestre er klubben ikke tilfreds. De kigger fremad og har nye ambitioner, for holdet skal hele tiden gøre sig bedre. Og så skal de forsøge at få Champions League-hymnen til at brage ud af højttalerne i efteråret på MCH Arena.

Seneste nyt fra "Strategi og ledelse"