Gå til forsiden
MENU

Man skal ikke bare kopiere modellen for mandefodbold

INSPIRATION: Sådan lyder en af flere vigtige pointer fra David Faulkner, der er Head of Performance i The FA. Han var i januar måned hovedtaler, da der blev afholdt en stor Pigetalentkonference i Kolding.

IMG_2973.jpg
AF: Hjalte Bøgeskov Christensen

”Kvindefodbold skal ikke bare være en anden udgave af herrefodbold, men et selvstændigt spil og selvstændigt brand.”

Ordene stammer fra hovedtaleren til den første nationale pigetalentkonference, David Faulkner, der til dagligt arbejder med at fremme kvindefodbolden i England som Head of Performance i The FA.

Han gav de mange trænere, klubber og fodboldinteressenter, der var mødt op i Kolding, noget at tænke over i sine oplæg om erfaringerne fra engelsk kvindefodbold. Det overordnede tema for konferencen var, ’Hvordan bliver vi alle bedre i morgen og i fremtiden?’.

”I år forventes det, at der vil være mere end 50.000 tilskuere på plads til kvindernes FA Cup-finale. Og når England i 2021 er værter for EM for kvinder, så er målet og forventningen, at det skal være en fodboldfest med glade tilskuere og engagerede sponsorer. Og den del er mindst lige så vigtig, som den sportslige succes,” siger David Faulkner, der uddyber  

”Der skal sættes standarder for klubberne og på landsholdene, og så er det vigtigt, at man arbejder med kommercielle aspekt. Det er noget af det, vi har haft meget fokus på i The FA,” siger David Faulkner.

Kvindefodbold er ikke mandefodbold

Ambitionen er selvfølgelig også en dansk deltagelse ved slutrunden i 2021, men indtil da skal der arbejdes målrettet for at forbedre forholdene i dansk kvindefodbold – på flere niveauer.

Det var en af hovedpointerne ved konferencen, hvor også Fodbolddirektør Peter Møller og kvindelandstræner Lars Søndergaard var på talerstolen.

Men ifølge Faulkner var en pointe dog vigtigere end alle de andre, hvis man for alvor skal løfte kvindesektoren.

”Man kan eller skal ikke bare kopiere modellen for mandefodbold. Træningen skal være anderledes, stadionoplevelsen skal være anderledes og det samlede brand bør være anderledes, sådan så kvindefodbold ikke bare bliver en anden udgave af herrefodbold, men bliver et selvstændigt spil,” sluttede David Faulkner.

Og netop det de unikke udfordringer, muligheder og løsninger for dansk pige- og kvindefodbold blev også sat i fokus dagen igennem gennem oplæg, workshops og netværk.

Du kan se video fra konferencen i toppen af artiklen.  

Seneste nyt fra "Strategi og ledelse"