Gå til forsiden
MENU

Playmaker-podcast: Cheftræneren som leder

Som cheftræner i en moderne fodboldverden skal man både lede opad og nedad, for det handler om at motivere både spillertrup og trænerstab samt at forklare præstationer og resultater for den øverste klubledelse. Men hvordan agerer man som leder, og hvad er det vigtigste at være bevidst om, når man som cheftræner skal gøre sine medarbejdere og dermed sit hold bedre?

Thomas Frank 3
AF: Martin Davidsen, Playmaker (red. Joachim Højer Weichel, DBU)

Som cheftræner i en fodboldklub skal man lede en stor gruppe af mennesker i både stab og spilletrup frem mod en sejr i næste kamp, og det stiller store krav til træneren i hverdagen. For hvordan motiverer man sine medarbejdere bedst muligt, og hvordan agerer man som leder, så man får alle til at præstere bedst muligt i holdets tjeneste?

Det er nogle af de spørgsmål, Playmaker forsøger at besvare i nedenstående podcast, hvor fokus er på trænerens rolle som leder i en moderne fodboldverden. I programmet medvirker Thomas Frank, der er head coach i Brentford FC sammen med Mads Davidsen, der er stifter af Optima Football. De har begge erfaringer fra forskellige ansættelser i forskellige klubber og belyser udsendelsens tema fra trænerens synsvinkel - altså hvordan man som træner agerer i fodboldens verden i forhold til både spillere, stab og bestyrelse, og hvilke udfordringer man kan støde på i disse sammenhænge. For som cheftræner er det vigtigt at være en stærk leder, mener Thomas Frank.

”I de første mange år af mit trænerliv blev jeg oplært som fagperson, så jeg elsker at træne og vil gerne være på banen. Men når staben i dag bliver større og større, og man skal give indflydelse og mening til deres hverdag, skal de også have ansvar på træningsbanen. Så som cheftræner kommer det for mig til at handle mindre og mindre om træning og mere om at sætte de overordnede rammer. Selvfølgelig er det stadig mig, der udstikker retningen og tager mig af de overordnede taktiske ting, men det handler mere og mere om at kunne lede de eksperter, jeg har. Det kan være head of performance, målmandstræneren, mine to assistenter, en set piece coach og så videre,” fortæller Thomas Frank, der skal forholde sig til mange input fra omgivelserne hver eneste dag.

”Man drømmer ikke om, hvor mange beslutninger jeg skal tage som cheftræner hver dag. Det er helt sindssygt. Det er lige fra valg af den ene eller anden øvelse til, om vi skal træne om eftermiddagen. Det kan også handle om at uddelegere, om holdudtagelse, og om vi skal tage toget eller bussen til udekampen i weekenden. Alt går gennem mig på et tidspunkt, for selvom jeg uddelegerer tingene, bliver jeg alligevel spurgt, hvis der opstår tvivl,” siger han.

Det kræver stærk ledelse, når man skal motivere både spillere og trænere til at præstere bedst muligt. Men ledelse er en kompleks størrelse, for spillere har individuelle behov, når det handler om motivation, forklarer Mads Davidsen.

”Det handler om at være nysgerrig – oprigtigt nysgerrig, så man involverer spillerne. Jeg har selv haft nogle erfaringer med blandt andre Pierre Emile Højbjerg, som nogle gange kan blive misforstået i sin måde at være på. Det er først nu, at han i offentligheden bliver set som en holdspiller, men det har jeg altid vidst, at han har været. Man skal forstå spilleren, og det gør man ved at være nysgerrig. Men nogle spillere vil slet ikke involveres; de vil bare have at vide, hvad de skal gøre i de forskellige faser af spillet, og så forholder de sig til det, fordi det er rigeligt for dem. Man skal hele tiden tricke spilleren, og det kan man også gøre i træningen. Jeg har prøvet at være dommer i en træning, hvor jeg bevidst dømte imod spilleren for at se ham gå amok. Så handler det derefter om at samle ham om og snakke om, hvad der skete under træningen,” siger Mads Davidsen.

Der er således mange elementer at være opmærksom på, når man som træner skal optræde som leder i en fodboldklub, og i løbet af den 68 minutter lange udsendelse kommer Thomas Frank og Mads Davidsen ind på en række faktorer, der gør sig gældende i denne sammenhæng.

Seneste nyt fra "Strategi og ledelse"