Gå til forsiden
MENU

Thomas Frank: Jeg har drukket kaffe med rigtig, rigtig mange

De fleste trænere på øverste hylde har prøvet at blive fyret eller pludselig stå uden et job. Men hvordan håndterer man som toptræner situationen at være arbejdsløs – og hvordan bruger man tiden? Vi tog en ærlig snak med PRO-træner Thomas Frank, der dog netop har meldt sig ud af arbejdsløshedskøen igen med et nyt trænerjob i engelske Brentford.

Thomas_Frank_812x568.jpg
AF: PIA SCHOU NIELSEN

”Jeg havde jo pludselig tid til at træne min søns hold!”

Han virker både afklaret og glad. Thomas Frank har da også grund til at smile lidt ekstra her i julemåneden. Vi fanger ham på telefonen nemlig der, hvor han allerhelst vil være – i en spillerbus på vej til kamp. Brøndby er byttet ud med Brentford og huset i Hvidovre ud med en lejlighed i London, hvor familien snart følger trop.

Der er endelig kommet ro på – sådan da.

Efter to og et halvt år i den blå-gule trøje stod cheftræner Thomas Frank pludselig uden job i marts måned. Et uundgåeligt farvel til hjerteklubben på den københavnske vestegn, og samtidig et usikkert goddag til et nyt kapitel som arbejdsløs toptræner.

En uvant situation for Thomas Frank men egentlig ikke noget man som toptræner ikke forventer fra tid til anden. For Thomas Frank er bestemt ikke den eneste toptræner, der i en periode har stået uden job. Men hvad bruger man tiden til, når man som toptræner er ’in between jobs’ – holder man fast i fodbolden eller tager et ’time out’, hvordan holder man humøret højt – og hvordan ser man på fremtiden?

Hvad lavede du, efter du valgte at stoppe i Brøndby?

”Jeg har arbejdet hårdt og meget i mange år, som så blev toppet med et chefjob i Brøndby. Det er hårdt at være superliga-træner. Det kan godt være, at nogle vil sige, det ikke er, men det er det. Så det at kunne trække stikket i en periode, rejse ud i verden og bare være sammen med venner og familie var super fedt! Jeg brugte desuden en del tid på at mødes med folk – både med gamle fodbold- og trænerkolleger –  men jeg var også bevidst om at åbne nye døre og lære andre spændende personer at kende, ” siger Frank, der desuden arbejdede som kommentator og fodboldekspert under EM og efterfølgende for Discovery – et job som han beskriver som en rigtig god mulighed for fortsat at have fingeren på pulsen og holde fast i fodbolden og skarpheden.

Men det var også en periode, der blev brugt til fordybelse og refleksion efter en hektisk tid i førersædet i Brøndby – for havde han overhovedet lyst til at komme tilbage i trænerfaget, hvor presset er højt og meningerne mange?

”Jeg var sådan set aldrig i tvivl om, at jeg ville være træner igen, og at jeg nok skulle finde det rigtige job igen. Men det er da klart, at der kommer perioder, hvor man tænker ’hvad er det jeg vil, og hvad er det egentlig jeg skal’? Da jeg nåede til den 6. måned uden et nyt trænerjob – ja, nærmest på dagen - kunne jeg godt mærke, at nu måtte der godt ske noget! Så selv om jeg ikke sad hjemme og trillede tommelfingre, og fik fyldt min tid godt ud som TV-ekspert og andre småprojekter, så kunne jeg mærke, at jeg virkelig savnede at træne fodbold,” siger Frank og fortsætter:

”Men du kan jo ikke rigtig gøre noget ved det – det handler jo her om, at du formår at holde humøret højt, er tilpas tålmodig og ikke mindst udnytter tiden godt ved at holde dit netværk ved lige og få lavet en masse kaffe- og frokostaftaler. Jeg har drukket rigtig, rigtig meget kaffe i denne periode,” griner han.

Thomas Frank gik derfor efter et halvt år igen for alvor i gang med at afsøge mulighederne i fodboldverdenen – herunder med en tilbagevendende ambition om at komme til udlandet og arbejde i en anden fodboldkultur end den danske. Og netop her kommer han med en af de vigtigste erfaringer fra de otte måneder som ’arbejdsløs’.

”Netværket – det er helt afgørende som fodboldtræner, at man forstår at pleje og vedligeholde sit netværk – også når du er i job!”

Hvad lagde du så vægt på i din ’jobjagt’?

”Det var vigtigt, at det job, jeg skulle have skulle give mening på rigtig mange punkter. Der er mange mekanismer i spil, når det kommer til, hvordan du som fodboldtræner sikrer det rette job, og hvornår du får det. Jeg var ret bevidst om det her med at være inde eller ude af ’loopet’. Som træner befinder du dig på en kurve, hvor du går fra at være ’rimelig varm’ – men også hurtigt ’rimelig kold’,” siger han, og derfor meget konkret satte en egen deadline, der hed sommeren 2017.

”Som fodboldtræner tror du jo på dig selv, og det du kan – uanset hvad andre måtte mene. Hermed ikke sagt, at man ikke skal være både reflekterende og videreudvikle dig som et must. Det gælder jo egentlig for alle! Så jeg var egentlig hele tiden sikker på, at jeg nok skulle få tilbudt noget igen!”

Det blev han også – muligheder der dog af forskellige årsager ikke blev til noget, enten fra hans side eller fra modpartens side.

”Det er jo vigtigt, at man også synes, det er det rette – både for en selv og familien. Men jeg er også godt klar over, at du kan tillade dig at være kritisk indtil et vist punkt. Det er meget få trænere, der bare kan vælge fra alle hylder! Så du kan jo ikke bare vente i denne fodboldverden, for hvor mange gange er der overhovedet et perfekt match?”

Det var London-klubben Brentford FC dog ifølge den nybagte engelske træner, der blandt andet har danskerne Andreas Bjelland og Lasse Vibe på holdkortet. For den tidligere frontfigur på Vestegnen gik drømmen og ambitionen om et udenlandsophold dermed i opfyldelse. Men cheftitlen er dog byttet ud med en assistenttrænertitel, og han skal med egne ord byde ind med sin erfaring omkring det taktiske og til at bygge træningerne op.

”Klubben har et rigtigt stort udviklingspotentiale, som jeg ser det, og vi skal som samlet trænerstab arbejde på at optimere tingene omkring førsteholdet og bygge klubben endnu stærkere – noget jeg glæder mig meget til.”

Har jobbet i Brentford været et bevidst valg om også at komme lidt væk fra presset som cheftræner?

”Der er mange ting i det! For mig var det en rigtig stor mulighed at kunne komme til den engelske fodboldkultur. Det bliver en rigtig vigtig erfaring, jeg kan få ved at arbejde og bo herovre, hvor fodbold er så populært og intenst fra alle sider. Selv om det er Championship, så er setuppet her utroligt imponerende. Der er masser af opmærksomhed og pres her. Men jeg har jo en lidt anden rolle her som en del af trænerstaben, og det kan ikke sammenlignes med det at være cheftræner - det er ikke længere mig, der står i første række. Der er jo selvfølgelig altid pres på, men for mit vedkommende kommer presset også lige så meget fra mig selv!” siger Thomas Frank, der dog har masser af ambitioner om at komme tilbage i chefstolen igen!

”Jeg har lært, at det i denne branche ikke bare går op eller bare ned eller for den sags skyld lige ud – det går op og ned hele tiden. Og selv om jeg var cheftræner i en af de største klubber i Danmark, må man jo også tilpasse sig. At starte i Brentford er en fantastisk mulighed, og jeg føler mig enormt privilegeret over det. Men det er jo klart, at jeg også har stillet mig selv spørgsmål omkring, hvad jeg gerne vil – ikke kun nu og her. Vil jeg gerne være cheftræner igen? Ja, det vil jeg gerne. Men jeg havde også en ambition om at komme ud og nu kom udlandet først – og så så må vi jo se, hvad der ellers kommer af muligheder i fremtiden!”

Indtil videre hedder adressen altså London og en 2 1/2 årig kontrakt til Thomas Frank, der nok ikke får tid til at træne sin søns hold igen lige foreløbigt.

Seneste nyt fra "Strategi og ledelse"