Gå til forsiden
MENU

Vi har lært at være meget effektive

Albert Capellas og Steffen Højer blev i slutningen af juni præsenteret som det nye trænerteam på det danske U21-landshold. Men hvordan arbejder de to trænere sammen, og hvad lægger de begge vægt på i samarbejdet? Vi har talt med dem begge om samarbejde, succesoplevelser og samlinger

20190902FB K120
AF: Pia Schou Nielsen

”Vi skal kunne stole på hinanden, og vi skal kunne være ærlige overfor hinanden – ellers fungerer det ikke!”

Vi sidder i U21-landsholdslejren i Aalborg forud for årets sidste landskamp mod Malta i EM-kvalifikationen. En kvalifikation, der hidtil har givet maksimumpoint og en sikker førsteplads i EM-gruppe 8. Men siden starten på kvalifikationen i september har det danske landstrænerteam haft mulighed for at finde rutinerne og rytmen for deres samarbejde og derfor en god lejlighed for dem begge til at sætte lidt ord på dynamikkerne mellem dem, og hvad de vægter høj t i samarbejdet med hinanden.

”Vi kendte ikke hinanden, men efter et par samtaler med Steffen var jeg sikker på, at han var det helt rigtige valg. Det var vi begge ret hurtige bevidste om - at det kunne blive et godt samarbejde. Men det er jo ikke før, at man prøver at arbejde sammen, at planlægge sammen og være samlet og spille kampe, at man finder ud af sine roller, og dermed hvordan man bedst muligt arbejder sammen på. Og det synes jeg vi har,” siger Albert Capellas.

”Albert har jo en enorm fodboldviden, selv om det ikke er de samme adresser, jeg og ham har været på, så har jeg jo levet et liv i fodbolden – og har jo derfor også noget at byde ind med. Albert er naturligvis chefen og har beslutningen. Men at jeg får lov til at udfordre, hvor det er nødvendigt, og at være tæt på det hele, jamen det gør jo bare, at det fungerer rigtig godt for os begge,” supplerer Steffen Højer.

Albert om Steffen:

Han har friheden til at sige, hvad han mener
Han er en ærlig person
Han bringer en stor værdi – ikke kun til mig men til hele staben og holdet

Steffen om Albert:

Han er en fodboldnørd på den rigtig gode måde
Han er en meget entusiastisk træner og viser det også
Han er en ærlig mand, som er god til at fastholde både værdierne på holdet og de fodboldfaglige temaer, som vi har aftalt.

Den ene af jer bor i Spanien – den anden i Viborg. Hvordan arbejder I sammen, når der ikke er landskampe?

Den ene af jer bor i Spanien – den anden i Viborg. Hvordan arbejder I sammen, når der ikke er landskampe?

”Det er vigtigt for mig, at min assistenttræner fungerer som min højre hånd. At vi kan stole på hinanden og at han formår at se de ting, som jeg måske ikke ser. Fire øjne er bedre end to. Vi skal helst have en fælles ide om de overordnede ting, men det gør jo ikke noget, at vi også er uenige om nogle ting. Så lytter vi til hinanden og finder en løsning sammen med måske vores analytiker,” siger Capellas

Steffen supplerer:

”Der er jo meget, der er nyt efter at have været i Viborg, og nu her. Det er klart, at det at Albert er udlænding og ikke bor i Danmark, har betydet, at vi skulle finde vores roller og fordele: Hvad forventes af mig – og hvordan kan jeg hjælpe. Min opgave er meget at tage rundt og se kampe og se træninger imellem vores samlinger. At lave nogle inputs til ham der kan supplere al den store viden, han kommer ind med fra sine tidligere klubber sammen med vores analytiker Thomas Sørensen.”

Masser af Skype-samtaler skal sikre størst mulige effektivitet

Mens første samling tilbage i september bestod af mange møder med spillere, trænere og stab er antallet af mødeminutter mindsket i takt med at både spillere, trænere og resten af staben har fundet rutiner, der fungerer:

”Det er tredje gang, vi er afsted, og det bliver bare bedre og bedre, og det at vi endnu ikke er så gamle i gårde betyder også, at vi forventer meget af hinanden og  hele tiden kan udfordre hinanden, siger Steffen og Albert uddyber:

”Processen bliver bedre og bedre og vi bygger på og bliver mere effektive. Det er jeg som træner meget tilfreds med. Vi kender alle hinanden bedre, hvordan vi fungerer som mennesker, og hvordan vi præsterer bedst muligt”

Holder I faste møder ugentligt, eller hvordan foregår samarbejdet mellem jer nu, hvor I ikke er i samme land?

”Vi har ikke nogen formelle rammer for vores møder og samtaler ind i mellem kampene, men taler naturligvis sammen, når det er nødvendigt. Her bruger vi Skype. Det har været vigtig for os alle, at vi skal være fuldt forberedte, når vi møder ind. Så selv om vi ikke har faste møder, tager vi en del snakke og enkelte fysiske møder forud for samlingerne. Det er væsentligt for at kunne være effektive når vi er i landsholdslejren. Her får vi også en væsentlig support fra vores analytiker Thomas, der hjælper os begge med klip og data vi kan bruge og træffe beslutningerne ud fra,” forklarer Capellas og uddyber:

”Steffen følger modstanderne og laver detaljerede profiler på hver enkelt spiller og modstander, så vi kender dem. Det sættes ind i et dokument, der deles med spillerne, når vi er samlet”

Afklaring af rollerne afgørende for teamet

”Der er jo meget der er nyt efter at have været i Viborg, og nu er her. Det er klart det faktum, at Albert er udlænding og ikke bor i Danmark, har betydet, at vi skulle finde vores roller og fordele: Hvad forventes af mig – og hvordan kan jeg hjælpe. Hvordan fungerer det i Danmark? Min opgave er meget at tage rundt og se kampe og se træninger. At lave nogle inputs til ham, der kan supplere al den store viden han kommer ind med fra sine tidligere klubber sammen med vores analytiker,” fortæller Steffen Højer, der fra starten af blev gjort klar over Albert Capellas måde at  se og arbejde med fodbolden på:

”Det er vigtigt, da vi ikke er samlet så ofte, at når vi så er sammen er det effektivt. Det er et mål for os i hele vores stab. Samtidig er vi også begge enige om, at vi skal skabe et roligt miljø – både for os og spillerne. Hvor vi føler os trygge nok til at sige, hvad vi mener. Hvor vi hjælper hinanden, og hvor alle føler, det er en god oplevelse at blive samlet med landsholdet. Det er også med til at skabe optimale betingelser for at præstere,” understreget Capellas.

”Vi er et landshold, og derfor er det afgørende, at vi er endnu mere tydelige i de beskeder og budskaber, vi har til spillerne, lidt modsat i en klub, hvor du jo har dem til dagligt. De kommer fra forskellige klubber med forskellige systemer og trænere. Her skal vi spille to kampe på kort tid, og derfor er det vigtigt, at vi er effektive og hele tiden bygger på. Det er afgørende, at vi kun fortæller om det væsentligste – vi tænker begge meget i netop dette, så vi er så tydelige så muligt. Og det er vi lykkedes med, synes vi,” siger Højer.

Men en ting er jo hvad trænerne gerne vil – en anden ting er, at spillerne både forstår og formår at udføre det fra taktikbrættet til banen.

”Jeg er en træner med meget klare ideer for, hvordan jeg gerne vil spille fodbold, men på den anden side vil jeg jo gerne have opbakningen fra spillerne også, og derfor er det vigtigt, at de er med på ideerne. At de bakker op om den måde, vi gør tingene på og de beslutninger, vi træffer her på U21-landsholdet. At de ved præcist, hvordan vi gerne vil gøre det. Det er vigtigt, at de også får den rette viden, da det også gør dem til bedre spillere på banen,” siger Capellas.

Og her efter de første fem kampe virker det til at spillerne har taget det til sig, og også har vist det på banen. Det er et rigtigt stort kompliment til spillerne, der har vist stor kvalitet. Et stort cadeau til dem!,” slutter Capellas.

LINK: Hør Albert Capellas fortælle om sit syn på fodboldspillet og om sin rolle på det danske U21-landshold i en aktuel podcast fra PLAYMAKER her

Udover Albert Capellas og Steffen Højer er også analytiker Thomas Sørensen en del af kampanalysearbejdet. Derudover består trænerstaben af Jan Rindom som målmandstræner og Thomas Rostgaard Andersen som fysisk træner.

 

Seneste nyt fra "Strategi og ledelse"