Gå til forsiden
MENU

EM-fokus på Store Trænerdag

Hvordan forbereder man sig som landstræner til et EM, og hvordan udtager man som landstræner en slutrundetrup? Hvilke faktorer spiller ind, og hvad lægges der vægt på? Det er nogle af de emner, som U21-landstræner Niels Frederiksen fortæller om på Store Trænerdag.

NF NY
AF: Pia Schou Nielsen / Foto: Philippe Le Brech

Om under tre måneder spiller Danmarks talentfulde U21-landshold EM i Italien og San Marino. Forud for dommerens startfløjt i Udine mod Tyskland ligger der mange måneders forberedelse, analyse, testkampe og samtaler med spillere og trænere.

To af de afgørende ting, der fylder hos landstræner Niels Frederiksen netop nu, er 1) udtagelsen af en EM-trup om under to måneder og 2) modstanderanalysen af Danmarks EM-modstandere.

Og netop disse to emner vil han blandt andet fortælle om på Store Trænerdag, der traditionen tro afholdes Kristi Himmelfartsdag.

”Der er stor forskel på at skulle udtage en almindelig landsholdstrup og en slutrundetrup. Dels er vi samlet i længere tid, og derfor er det vigtigt at have en gruppe, der kan fungere sammen over længere tid. Der vil også være forskellige roller, der bliver tydeligere i en slutrundetrup – både fordi at nogen kommer til at spille relativt meget og andre knapt så meget,” siger Niels Frederiksen, der derfor følger sine spillere tæt på både klub- og landsholdsniveau her i foråret for at få afklaret spillernes udvikling. For det handler om at få de helt rette kompetencer med til Italien.

”Da vi møder tre forskellige modstandere, skal truppen også kunne håndtere forskelligheden. Her tænker jeg på, at de tre kampe kræver flere forskellige kompetencer, som skal være repræsenteret i truppen, da vi også vil gribe kampene forskelligt an. Det stiller også krav til, at vi får udtaget den rigtige trup med de rette kompetencer – både individuelt og som hold,” siger Frederiksen, der netop har overstået to testkampe mod henholdsvis Belgien og Frankrig – to kampe og to sejre til Danmark. I alt har Danmark fem testkampe, inden det går løs i Italien til sommer. Sidste testkamp er mod Kroatien d. 12. juni.

”Vores testkampe i november, januar og marts har givet os en del svar og afklaringer i forhold til, hvordan vi vil gribe EM-kampene an, og hvad vores taktiske muligheder er. Så det andet tema, som fylder lige nu, og som jeg vil komme ind på denne dag, er, hvad det så er for nogle modstandere, vi møder - herunder de forskellige typer spillestile og kompetencer, vi møder hos henholdsvis Tyskland, Østrig og Serbien. Hvad er det, vi lægger vægt på, og hvordan har vi kigget på dem i vores analyse. Herunder også de taktiske tanker vi har omkring, hvad der møder os i de tre indledende kampe,” slutter Niels Frederiksen.

På Store Trænerdag kan du også møde U20-landstræner Lars Knudsen. Læs mere her, hvor du også kan tilmelde dig.

Seneste nyt fra "Uddannelse"