Gå til forsiden
MENU

Fra manden i målet til manden på sidelinjen

14 målmandstrænere færdiggør snart DBU’s GKA-licenstræneruddannelse. Vi har fanget to af deltagerne, Karim Zaza og Lasse Heinze, til en snak om, hvad de lærer på uddannelsen, hvordan de bruger deres egen spillererfaring i trænergerningen og den mentale del af målmandsspillet.

GKA 1
AF: Alexander Paaske / Foto: Thomas Mattson

”Laver du bare den mindste fejl som målmand, er der kontant afregning,” lyder det fra den tidligere Superliga-målmand Karim Zaza.

Målmandspositionen er én af de mest afgørende i fodbold. Alligevel får manden mellem stængerne generelt ikke meget fokus, og når han omtales, er det enten som helt eller skurk.

Vi kan nævne Gordon Banks mesterlige redning på brasilianske Pelés hovedstød ved VM i 1970 eller Kasper Schmeichels utrolige redning på Gareth Bales formidable frispark i efterårets Nations League-kamp i Wales.

I samme ombæring skal vi heller ikke længere end et par uger tilbage i tiden for at finde en målmand, der fik en ufrivillig hovedrolle i et mål, der blev afgørende for Superligaens videre forløb.

Det er målmandens rolle på godt og ondt.

 

Uddannelsen sætter fokus på samspillet mellem målmanden og forsvaret

Ligesom alle andre positioner på banen tages der også hånd om ’den sidste skanse’ fra trænerens side af. DBU har siden slutningen af august 2018 haft et hold på 14 målmandstrænere til GKA-licenstræneruddannelsen, som afsluttes her til sommer.

Heriblandt finder vi de to tidligere Superliga-målmænd, Karim Zaza og Lasse Heinze, der har fået øjnene op for en vigtig del af målmandsspillet i løbet af uddannelsen.

”Uddannelsen går meget ud på sammenspillet mellem målmanden og forsvarsspillerne. Det er en dimension, som jeg ikke selv har været opmærksom på før. Så jeg er helt klart blevet mere opmærksom på, at der skal være nogle regler for målmanden. Det kan være kommunikation og placering i forhold til modstanderen; hvad skal forsvarsspillerne dække, når modstanderen kommer i forskellige skudpositioner. Der er en del at arbejde med dér, og der kan man vinde meget,” siger Karim Zaza, der er målmandstræner i Vendsyssel FF, og tilføjer:

”Det er noget, jeg helt sikkert vil komme til at bruge, og det er noget, vi forsøger at implementere i Vendsyssel – men det tager tid.” 

Også Lasse Heinze er blevet klogere på, at målmandsspillet kræver mere end et par sikre hænder.

”Man lærer, at målmandsspillet ikke bare er det at gribe og redde en bold. Det er meget mere end det. Det er en del af fodboldspillet, og hvordan vi i samspil med resten af holdet sørger for, at vores muligheder for at skabe en dygtigere målmand virkelig kommer i spil. Øjnene er blevet åbnet lidt mere for, at det ikke er teknik, teknik og teknik, men også noget relationelt i forhold til markspillerne,” forklarer den tidligere Silkeborg IF- og FC Midtjylland-målmand.

 

Erfaring fra buret kan både skade og gavne

Karim Zaza og Lasse Heinze har tilsammen over 500 kampe i den bedste danske fodboldrække på CV’et, og de har derfor en stor erfaring med og indsigt i, hvordan det er at være målmand på højt niveau. Det kan både være et stort plus, men også et minus.

”Én af ulemperne kan være, hvis man ikke er åbensindet. Hvis man siger: ’Jamen, sådan gjorde jeg, og det fungerede jo fint, så det skal mine egne spillere også gøre.’ Det skal man passe på med,” siger Karim Zaza, før han drejer fokus over på det positive aspekt ved hans erfaring fra spillerkarrieren:

”Jeg har min store force i, at jeg kan sætte mig i målmandens sted i forskellige situationer. Jeg kan sætte mig ind i, hvad han føler, hvordan han har det, og hvad der skal til, for at han ikke tænker over, at han har lavet en fejl. Jeg kan komme ind under huden på målmanden og se det igennem hans øjne. Jeg kan mærke det på min egen krop, fordi jeg har stået i samme situation,” fortæller den 44-årige Vendsyssel-målmandstræner, der bakkes op af sin trænerkollega:

”Der er en klar ulempe i, at man siger: ’Dengang jeg selv var spiller, der gjorde man sådan og sådan.’ Fordelen er, at vi selv har stået i målet og ved, hvordan det er. Vi kender til mange af målmandens tanker, forståelsen for spillet og de beslutninger, målmanden tager,” siger Lasse Heinze.

 

Målmandspositionen er mental

Som nævnt tidligere er forskellen mellem helte- og skurkerollen lille for en keeper. Parerer du straffesparket ud på stolpen, er du holdets frelser, men tillader du et frispark at gå ind i din side, så er du syndebukken.

Derfor er den mentale del af målmandsspillet altafgørende for, hvor langt målmanden når.

”Den mentale del fylder langt mere end de tekniske eller taktiske færdigheder. Det betyder alverden. Selvom det ikke kører for dig, skal du stadig udstråle, at ’hey, her kommer jeg, jeg har styr på det hele’. Det kan godt være svært at skyde brystet frem, når du ikke føler, du har styr på det,” siger Karim Zaza og konstaterer:

”Det er på den mentale del, hvor du virkelig kan gøre en forskel. For der findes et hav af dygtige målmænd, men de bedste adskiller sig fra de næstbedste på det mentale.” 

Ifølge Lasse Heinze er det mentale aspekt især vigtigt, fordi målmanden spiller så udsat en position.

”For mig er målmandsspillet mentalt, fordi målmanden har relativt få aktioner i løbet af en kamp, og samtidig er de aktioner som regel afgørende for kampens udfald,” forklarer Lasse Heinze.

Seneste nyt fra "Uddannelse"