Gå til forsiden
MENU

REFRESHMENT: Det fleksible positionsspil

DBU Træneruddannelse afholder d. 8. oktober refreshment-kursus for indehavere af B-, A- eller PRO-licens. Her vil du blandt andet kunne høre Lasse Stensgaard holde oplæg om det fleksible positionsspil. Et tema, som assistenttræneren i AaB beskæftiger sig med i sin PRO-opgave.

Aab Lasse
AF: DBU Kommunikation

”Jeg har altid været nysgerrig af natur, og jeg håber, at mit oplæg og min opgave på dagen vil kunne inspirere til, at andre får samme nysgerrighed til måske at kunne gå nye veje i arbejdet med udvikle det spil, de er en del af. Personligt er jeg fascineret af den problemløsende tilgang i fodboldspillet,” siger Lasse Stensgaard, der til daglig er assistenttræner på AaB’s Superliga-hold.

Den 8. oktober er han sammen med blandt andet Jacob Michelsen én af oplægsholderne til refreshment-kurset, der afholdes på Brøndby Stadion i Michael Laudrup Loungen.

Lasse Stensgaards daglige arbejde med de unge nordjyder og en iver efter at kunne blive endnu dygtigere som fodboldtræner har inspireret ham til at skrive sin UEFA PRO-opgave om det fleksible positionsspil. I den sammenhæng dykker den unge træner ned i klubberne Sevilla og Manchester City.

”Det er vigtigt ikke at blive låst fast i kampe, og jeg kommer hurtigt til at kede mig, hvis det samme gentager og gentager sig. I AaB skal vi eksempelvis passe på ikke at blive et offer for egen succes med mesterskabet i 2014 og derfor ikke have lyst til at rykke os. Det er i mine øjne vigtigt, at vi som trænere også har modet til at prøve noget andet,” slutter Lasse Stensgaard, der altså vil fortælle meget mere om sine analyser og konklusioner på refreshment-kurset den 8. oktober.

Tilmelding til dagen er fortsat åben. Du tilmelder dig her. Hvis du er interesseret i at læse Lasse Stensgaards PRO-opgave inden dagen, kan du finde den her.

Seneste nyt fra "Uddannelse"