Gå til forsiden
MENU

Talent-ID – sådan finder du fremtidens stjerner

Hvornår er en spiller et talent? Hvornår er en spiller hurtig? Hvornår er en spiller stærk? Og hvordan ser man det? Det er i fokus når DBU igen afholder Talent-ID-kursus. Vi har taget en snak med Brian Fonseca, som er en af instruktørerne på kurset.

scout_812x568.jpg
AF: HJALTE CHRISTENSEN

Der er ikke længere nok med en lang cottoncoat, hvis man vil være en dygtig scout. Det kræver viden, uddannelse og fodboldforståelse. DBU’s Talent ID-kursus fokuserer på, hvordan man spotter de største talenter.

”Det er det, Talent-ID handler om. Det handler om at lære kursisterne, hvordan man ser de spillere, der kan nå rigtigt langt,” fortæller Brian Fonseca, der er instruktør på det kommende kursus og scout i FC København.

Generelt forsøger man i DBU at bringe mere viden ind i billedet, når man skal finde de bedste unge talenter, og så er tilgangen også blevet justeret en del.

”Vi har ændret måden at gøre det på lidt. Vi vælger ikke længere spillere fra. Vi vil altså ikke længere sige om en spiller på 12-13 år, at han eller hun ikke bliver til noget, men i stedet fokuserer vi på den enkelte spillers styrker. Det er lidt en kulturændring, hvor vi mere kigger på mulighederne hos den enkelte spiller – fremfor begrænsningerne,” siger Brian Fonseca.

Udvisker fordomme

En af de ting, Brian Fonseca fokuserer meget på, er, at kursisterne skal lære at vurdere spillerne ud fra deres kvaliteter på banen, og ikke bedømme spillerne ud fra andre parametre.

”Vi bruger meget tid på at udviske fordomme. 10’eren er ikke nødvendigvis en kreatør. Anføreren er ikke nødvendigvis en leder – måske er han bare trænerens søn. Kommer en spiller til kamp med høretelefoner på ørene, er han ikke arrogant af den grund. Det er vigtigt, at man ikke bedømmer spillerne ud fra de fordomme,” siger han.

I efteråret 2018 afvikler DBU endnu en gang den populære uddannelse Talent-ID.

Uddannelsen er målrettet scouts, trænere og talentansvarlige, der arbejder med at scoute og rekruttere spillere på alle niveauer.

 

Du kan læse mere om kurset her:

Seneste nyt fra "Uddannelse"