Gå til forsiden
MENU

Uddannede kvindelige trænere vil give tilbage til fodbolden

I denne artikel giver tre kvindelige trænere et indblik i drømmene på sportens og egne vegne og om det at give noget af sig selv til hver enkelt spiller. De forfølger alle drømmen som fodboldtræner på deres helt egen måde og har hver i sær fundet deres egen vej ind i fodboldtrænergerningen.

Foto (kvindelige trænere).jpg
AF: Joachim Højer Weichel

I Danmark findes der 88 kvindelige trænere med trænerlicenser. Selvom det ikke lyder af meget, er der faktisk flere og flere kvinder, der går med en trænerdrøm i maven og vælger at dygtiggøre sig gennem DBU’s træneruddannelsessystem.

Hidtil har der kun været én kvindelig træner på øverste hylde herhjemme, PRO-uddannelsen, i form af Lene Bjerning Terp, men hun får snart selskab af Fortuna Hjørrings cheftræner, amerikanske Carrie Kveton, som færdiggør uddannelsen til efteråret. Dermed tilslutter hun sig en eksklusiv klub.

I fremtiden kan det dog meget vel se anderledes ud. Assistenttræneren på Kolding Q’s 3F Liga-hold, Signe Pries Andersen, har netop fået sin A-licens, mens assistenttræneren for de danske U17-piger, Kristine Pedersen, sammen med assistenttræneren for førsteholdet hos storsatsende FC Nordsjælland, Henriette Dahl, netop er startet på deres A-træneruddannelse.

Men uanset hvilket køn, der står i passet, er det det en kombination af fodboldfaglighed og passionen for fodbolden, der bærer de tre trænere.

Hjælper spillerne i mål med drømmene

Den 38-årige amerikaner Carrie Kvetons trænerkarriere begynder i 2013 med assistenttrænerjobbet i hendes nuværende klub, Fortuna Hjørring. På daværende tidspunkt spiller hun stadig, men alligevel lykkes hendes cheftræner, PRO-træner Brian Sørensen, med at overtale hende til at bistå ham fremover.

”Jeg var slet ikke klar til at give slip på livet som fodboldspiller og drømmene, som følger med. Men i sidste ende var muligheden for at træne en topklub i Danmark for god til at afslå,” siger Carrie Kveton, der sidenhen overtager chefrollen og nu er den eneste kvindelige cheftræner i 3F Ligaen.

Selv drømmer hun som spiller om at repræsentere sit hjemland ved De Olympiske Lege, men ender i stedet med at overtræne og ødelægge sin krop. Derfor er hendes trænergerning også en balancekunst mellem at lære af sine egne erfaringer uden at gå på kompromis med sine overbevisninger som træner.

”Hver dag går ud på at få det bedste ud af hver enkelt spiller og få det hele til at gå op i en højere enhed som hold. For at nå dertil forsøger jeg at lære mine spillere lidt af den amerikanske mentalitet, hvor man vil gøre alt for at være den bedste,” fortæller den amerikanske cheftræner, der ifølge sig selv presser sine spillere til deres ypperste for deres egen skyld.

 

Vil gøre drømme til dagligdag

Henriette Dahl gør sig også inden for kridtstregerne, inden hun skifter fodboldstøvlerne ud med taktiktavlen. Det skifte sker hos BSF, hvor hun er cheftræner for klubbens andethold. Det giver hende blod på tanden, og hendes ambitioner har fået yderligere et nøk opad, efter hun er startet som assistenttræner for FC Nordsjællands bedste kvindehold henover nytåret.

”Jeg ville gerne være en del af et professionelt setup, som går forrest inden for kvindefodbolden, hvor jeg samtidig har mulighed for at inspirere flere mennesker end tidligere,” fortæller den nyudnævnte assistent, hvis vigtigste opgave er at hjælpe sit hold med at opnå målet om oprykning til 3F Ligaen.

Den næste i rækken kan meget vel være 21-årige Amanda Schøbel Erbs. Selvom hun drømmer om at gå i Carrie Kveton og Henriette Dahls fodspor, går hun ad sine egne veje. Efter et par år som træner for teenagepiger i Sundby Boldklub vælger hun i sommer at blive assistenttræner for Brøndby IF’s bedste U10-drenge.

”Jeg ønsker at udvikle mig som træner hver dag ved at være nysgerrig og reflektere over de valg, jeg træffer. Miljøet i Brøndbys U-Talent-afdeling virkede meget inspirerende og havde alt det, jeg havde søgt som pigetræner – sparring med kompetente trænere og et træningsmiljø, hvor kravene til spillerne er meget højere, end hvad jeg overhovedet kunne stille til pigerne,” forklarer Amanda Schøbel Erbs, der en dag håber på at kunne tage erfaringerne med over i pige- og kvindefodbolden.

 

Tager ansvar for stjerner i svøb

Fælles for alle tre trænere er, at de føler et ansvar for at give tilbage til pige- og kvindefodbolden.

”Jeg vil gerne give noget tilbage til de miljøer, jeg er et produkt af,” forklarer Henriette Dahl, der søger inspiration blandt trænerne på både herre- og damesiden hos FC Nordsjælland. Erfaringer, hun drømmer om at kunne drage nytte af i en cheftrænerstilling i en 3F Liga-klub i fremtiden.

”Jeg ser det som min pligt at give tilbage til fodbolden, fordi jeg har en viden, som andre også skal nyde godt af i fremtiden,” siger Carrie Kveton, som netop er vendt hjem fra en tur til kvindelandsholdsturneringen Algarve Cup, hvor hun har fået en fod inden for i lejrene hos Holland, Schweiz, Island og Danmark.

Seneste nyt fra "Uddannelse"